Mandag er en 22-årig syrisk mand blevet idømt halvandet års fængsel for uagtsomt manddrab på en 57-årig mand, der i oktober 2023 blev kørt ihjel på sin cykel.
Men stod det til den dræbtes 27-årige søn, Oliver Wozny, måtte den 22-årige gerne være sluppet billigere.
- Der har fra start af været stort fokus på, at min far var offeret. Jeg synes bare ikke, det er så sort og hvidt, siger han til TV 2 kort efter domsafsigelsen.
Mest "vanvittige og uheldige"
Ulykken skete 21. oktober 2023 i krydset mellem Ejbygade og Kertemindevej i Odense. Tidspunktet var 03.26, og det var mørkt, regnende og stormende.
Retten har slået fast, at Oliver Woznys far, Søren Bo Wozny, kørte direkte over for rødt på sin cykel, mens den 22-årige kørte over for gult i sin bil.
Den 22-årige havde derudover både det psykoaktive stof THC og Tramadol i blodet, kørte med en vinduesvisker, der ikke virkede, og flygtede fra gerningsstedet.
- Jeg anser det allermest som et tragisk uheld og det mest vanvittige og uheldige tilfælde, at de to trafikanter skulle mødes under så slemme forhold, siger Oliver Wozny.
Forud for mandagens retsmøde sendte Oliver Wozny derfor også en noget utraditionel mail til Retten i Odense.
Ked af fokus på etnicitet
I mailen argumenterede Oliver Wozny for en så skånsom dom som muligt til den 22-årige.
En dom, der hovedsageligt skulle baseres på den 22-åriges flugt fra gerningsstedet – og altså ikke hans skyld i ulykken.
- Mine tanker går ud til den tiltalte, og jeg ønsker ham den bedst mulige fremtid på trods af denne tragiske hændelse, skrev han blandt andet.
Oliver Wozny ved, at han balancerer på en knivsæg. For det skal ikke lyde, som om han ikke er voldsomt ked af at have mistet sin far. Det er han.
Han mener bare samtidig, at sagen om hans fars død har været for unuanceret beskrevet – og haft for stort fokus på både den 22-åriges skyld og hans syriske ophav.
Ifølge ham har "tastaturkrigere" på sociale medier skrevet ubehagelige ting om den 22-årige med henvisning til hans baggrund. Blandt andet har de ifølge Oliver Wozny været opsatte på, at manden skulle udvises fra Danmark.
Også sagens anklager har ifølge Fyens Stiftstidende argumenteret for, han skulle hjemsendes til Syrien og dermed udvises fra Danmark.
- Jeg har været ked af at se, at det skulle handle så meget om hans baggrund. Han var jo aldrig kommet i den situation, hvis min far havde ventet på grønt, siger han og understreger, at han ikke bebrejder sin far for at have kørt over for rødt.
Mandagens dom endte med en advarsel om udvisning fra Danmark.
Ubegrænset sympati
Oliver Wozny forklarede både i sin mail til retten – og gentager mandag over for TV 2 – at ulykken ifølge ham har været fremstillet som en sort-hvid sag med en klar gerningsmand og et klart offer.
I tiden efter ulykken modtog Oliver Wozny og andre efterladte ”ubegrænset sympati” for tabet, mens også lokale medier skrev diverse rosende artikler om hans far, der var en vellidt mand i lokalsamfundet.
En positiv opmærksomhed, som Oliver Wozny satte pris på. Men også en opmærksomhed, der stod i kontrast til de ord, som den 22-årige bilist modtog.
- Han er blevet beskrevet som en gerningsmand, men det synes jeg ikke, han er. Samtidig er vores side af sagen blevet en rigtig solstrålehistorie, hvilket jo giver mig dårlig samvittighed, når det var min far, der var den skyldige, siger han.
Det gør ingen forskel for dig, at den 22-årige kørte med stoffer i blodet?
- Det skal man selvfølgelig ikke gøre, men på grund af omstændighederne tror jeg, min far var blevet dræbt, uanset hvem der havde siddet i den bil.
Ingen grund til at flere lider
Om dommen på halvandet års fængsel er berettiget, hverken vil eller kan Oliver Wozny vurdere. Det var i sidste ende op til dommerne, understreger han.
Dog er han glad for, at det ikke er endt med en udvisning af den 22-årige mand.
- Det ville jo have enorme konsekvenser for ham, og det kommer ikke til at bringe min far tilbage. Der er ingen grund til, at flere skal lide, siger han.
Den 22-årige udbad sig betænkningstid på 14 dage, før han beslutter, om han vil modtage dommen eller anke til landsretten.