På Vandcenter Syd forvandler man hver dag odenseanernes toiletbesøg fra spildevandsslam til biogas.
Det meste af gassens kuldioxid holdes tilbage og renses og kan blandt andet bruges til fødevare- og øl-produktion - og til brint.
Og netop brintproduktionen havde stor royal interesse, da hollands Kong Willem-Alexander og vores egen Kong Frederik i dag skød en ny brint-alliance mellem erhvervslivet i Danmark og i Holland i gang hos Dansk Industri i København.
Ambitionen er at bygge et kæmpe brintrør fra Danmark igennem Tyskland til Holland.
Danmark kan med sine store mængder af vedvarende energi, fra blandet andet de kommende havvindmølleparker i Nordsøen, blive storeksportør af grøn brint.
Men det forudsætter, at de danske producenter kan sende brinten videre til virksomhederne i Holland, som efterspørger den.
Her er brintrøret til Tyskland senest i 2030 en afgørende forudsætning.
Glæde på Fyn
En af dem, der smilte bredt, i København i dag, er Søren Gert Larsen, administrerende direktør hos Estech.
Estech, der er ejet af den fynske erhvervsmand Erik Skjerbek, har sammen med Vandcenter Syd prøvekørt et testanlæg, der i fuld skala kan producere brint- og skabe CO2-fangst.
Hensigten er at skalere anlægget op, så det er 10 til 100 gange større end i dag.
I øjeblikket forhandler man med flere aftagere af et fuldskala-anlæg.
- Det er supergodt, at der endelig er lavet en aftale. Det er lige sådan en aftale, vi har brug for efter, at diverse fangst- og brintprojekter er blevet aflyst. Noget af det vigtigste er at få en infrastruktur, så man kan eksportere brinten. Begge konger lagde vægt på, at det er nu, der skal handles, hvis vi skal redde klimaet. Og når to så prominente folk, siger det, så tror jeg, at politikerne kommer i gang og finder den finansiering, der skal til, siger Søren Gert Larsen.
Han lægger ikke skjul på, at der har været stor usikkerhed hos dem, der skal købe.
- Så jeg har en forhåbning om, at branchen snart vil blomstre, siger den fynske direktør.
Holland er klar
Holland er i dag Europas andet største marked for brint med et årligt forbrug på 1,3 millioner ton. Det forventes at stige betydeligt til cirka 4,5 millioner ton årligt i 2050.
Hollænderne anvender brinten til blandt andet grøn gødning, kemikalier samt fremtidens grønne PtX-brændstoffer til skibe og fly.
For at nå i mål med klimamålene, er der stærkt brug for, at brinten er produceret på grøn strøm.
I dag produceres meget af brinten på naturgas, der i sagens natur ikke er grøn.
Hør her teknisk direktør Jacob L. Bonde fortælle, hvordan Estech producerer brint og fanger CO2: