Pjæk fra retten giver ekstraregninger - derfor kan det lade sig gøre

Op mod hver tiende retssag på Fyn udskydes, fordi tiltalte melder sig syg - og ofte vises aldrig en gyldig lægeerklæring.

Sygdom er sjældent belejligt. Når tiltalte i retssager bliver syge, er det ubelejligt for mange.

Torsdag meldte en mand sig syg og dukkede aldrig op til det retsmøde, hvor han og fire andre stod tiltalt for et knivoverfald på en 19-årig mand tilbage i 2022.

Det skriver fyens.dk.

- Der kan potentielt være rigtig mange, der bliver påvirket. Det er en dommer, to domsmænd, en anklager, alle vidner - og det kan være fra nul til rigtig mange, fortæller præsident og pressekontaktdommer ved Retten i Odense, Rasmus Damm.

Dertil kommer eventuelle erstatningssøgere, mindreåriges værger og repræsentanter fra kommunen.

- De direkte omkostninger er måske 10.000 kroner. Dertil kommer de resterende skjulte systemomkostninger, man ikke kan opgøre. Man mister en dommerressource en hel dag, og det går selvfølgelig ud over produktiviteten, siger Rasmus Damm. 

Ved Retten i Odense er det op mod hver tiende sag, hvor tiltalte sygemelder sig på retsdagen, mens det gælder for fem procent af sagerne ved Retten i Svendborg. 

Lægeerklæring udebliver 

Tidligere på ugen beskrev Ekstra Bladet, hvordan lederen af den somaliske gadebande 9hunna, Osman Ali Osman, kunne gå frit rundt i Odense, mens hans retssag er udskudt, efter han meldte sig syg ved fire retsdage.

Sygemelder en tiltalt sig, skal der ved retsmødets start være skaffet en lægeerklæring, og det er ofte, at den udebliver ligesom tiltalte.

- Det er værd at hæfte sig ved, at mange sygemeldinger ikke bliver fulgt op af dokumentation, og kommer vi over fængsel i et år, skal den tiltalte på banen. Det er her, det skaber virkelig stor besvær, fortæller pressekontaktdommer ved Retten i Svendborg, Jacob Thaarup.

Samtidig understreger dommeren, at det betragtes som ulovlig sygemelding med mindre, man er så syg, at man reelt ikke har mulighed for at møde i retten.

- Hvis man som tiltalt vitterligt frygter udfaldet, kan man jo godt sætte sig ind i tankegangen om, at hvis jeg udsætter, har jeg i hvert fald noget tid endnu. Det skal man holde for øje, når man tager stilling til, om det er reel forfald eller pjæk for retten, siger Jacob Thaarup.

Det forventes, at sagen, der skulle være kørt torsdag i Retten i Odense, udsættes til starten af 2025. Der er uvist, hvornår Osman Ali Osman kommer for retten.

Oversigt

    Oversigt