Hov, de bygger da en gylletank: Nu skal der strammes op på kommunikationen

Det kom helt bag på en række beboere i Gerskov og Hessum, at en 5.000 kubikmeter stor gylletank skulle stå nærmest i deres baghave. Nu vil politikerne stramme op på kommunikationen.

Det var helt bogstaveligt først, da en stor gravko trillede ind på en mark bag Henrik Hansens grund mellem Gerskov og Hessum på Nordfyn, at han fandt ud af, at naboen havde fået tilladelse til at opføre en stor gylletank på marken.

Ingen af naboerne til grunden havde hørt om byggeriet, fordi forvaltningen i Nordfyns Kommune havde vurderet, at de ikke var part i sagen. Og så behøver de ikke informeres direkte.

Det er næsten et år siden, kommunen gav tilladelsen til gylletanken. Tilladelsen blev lagt ud i høring på kommunens hjemmeside. Men det opdagede borgerne ikke.

- Der er ingen i nabolaget, der har hørt noget om den her gylletank. Det er ikke i orden, at kommunen ikke har givet os naboer besked, sagde Henrik Hansen i sidste uge til TV 2/Fyn.

quote Man sidder jo ikke og kigger på kommunens hjemmeside hver dag for at finde ud af, om der er noget på vej i ens baghave

Pia Longet

Beboerne har derfor sendt et klagebrev til Nordfyns Kommune, og torsdag svarer forvaltningen, at de forstår borgernes reaktion, men at de blot følger gældende lovgivning.

Anders Thingholm (K), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Nordfyns Kommune, bakker op om forvaltningens beslutninger.

- Informationen har fremgået af kommunens hjemmeside i det meste af et halvt år. Der er foretaget en vurdering efter de regler, der er på området, og det er det, jeg forholder mig til, siger Anders Thingholm.

Mere information fremover

For at undgå lignende situationer i fremtiden, hvor borgerne føler sig snigløbet af byggerier på grund af – i deres øjne- manglende kommunikation, kommer der nu politisk fokus på en ændring af informationsniveauet i kommunen.

- Det er en skam, at de ikke har fået det rigtige at vide. Men man sidder jo ikke og kigger på kommunens hjemmeside hver dag for at finde ud af, om der er noget på vej i ens baghave. Det gør man jo ikke. Så vi må prøve at se, om vi ikke kan gøre det lidt bedre, siger Pia Longet. 

Hun er medlem af teknik- og miljøudvalget i Nordfyns Kommune for Socialdemokratiet, og på næste møde i udvalget vil hun bringe emnet på banen.

- Vi vil prøve at tage op politisk, om vi skal have højnet informationsniveauet, når der er sådan nogle ting. Vi ved alle sammen, at en gyllebeholder ikke er sjov at få i vores baghave. Vi kan ikke rigtig gøre noget ved det, for landbruget skal jo være ude på landet, og det skal de have lov til, men informere det kan vi, og det bør vi gøre, siger Pia Longet.

Tillid til forvaltningen

Udvalgsformand Anders Thingholm (K) er ikke afvisende over for Pia Longet og socialdemokraternes forslag om fremadrettet tydeligere kommunikation til naboer og genboer om lignende projekter.

- Jeg er altid med på at drøfte, om vi kan gøre ting bedre. Så selvfølgelig, siger udvalgsformanden.

quote Jeg føler stadig, at vi godt kunne have blevet informeret på et højere niveau. Vi har jo en digital e-boks, så hvor svært havde det været at give os en besked?

Henrik Hansen

Anders Thingholm understreger, at det er op til forvaltningen at vurdere, om naboerne, der føler sig både overset og underinformeret, er part i sagen.

Hvis det ikke er tilfældet, er kommunen ikke forpligtet til at informere om et byggeri som for eksempel en 5.000 kubikmeter stor gyllebeholder.

- Jeg har tillid til, at vores forvaltning kan foretage de her vurderinger og kan stå for den information, der skal til. Og når det fremgår af kommunens hjemmeside, så fremgår det jo også der, siger Anders Thingholm.

Såfremt naboerne til den kommende 3.000 kubikmeter store gylletank fortsat føler sig uretfærdigt behandlet, har de mulighed for at klage over kommunens vurdering, fortæller udvalgsformanden.

- Hvis omstændighederne er noget andet, så har vi jo et planklagenævn, som er sat i verden til at skulle sørge for, at det er, som det skal være. Og så må vi forholde os til det, siger Anders Thingholm. 

- Hvor svært kan det være?

Tilbage på grunden mellem Gerskov og Hessum er Henrik Hansen stadig skuffet over kommunens håndtering af hele forløbet.

- Jeg føler stadig, at vi godt kunne have blevet informeret på et højere niveau. Man har jo her i Danmark en digital e-boks, så hvor svært havde det været at give os en besked, spørger Henrik Hansen retorisk.

Han er tilfreds med, at kommunikationsniveauet i sager som denne nu bliver et politisk emne i Nordfyns Kommune.

- Det er jeg da glad for. Så har det jo ikke været forgæves, at vi har råbt op. Og Socialdemokratiet er jo åbenbart enige med os i vores synspunkter omkring,a t den information, der har været, den har ikke været tilstrækkelig, siger Henrik Hansen. 

 
Fotograf: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt