Slotsprojekt i ruiner: Afgørelse om Nyborg Slot giver medhold til klagere

Et planlagt byggeprojekt på Nyborg Slot kan ikke realiseres på grund af klager over nybyggeri på fredede bygninger. Det er chokerende, siger museumsdirektør.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har torsdag truffet afgørelse i en klagesag om Nyborg Slot, hvor nævnet har givet medhold til klagerne. 

Afgørelsen betyder, at et planlagt byggeprojekt, der skulle nyfortolke og genskabe Nyborg Slot som det firefløjede fæstningsværk, det var i middelalderen, ikke kan realiseres. 

quote Ærlig talt er det chokerende for os på museet og for byen, at det kunne gå så galt, at vi fik et afslag på projektet

Erland Porsmose, museumsdirektør

- Det er med stor beklagelse, at vi i dag har modtaget Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om slotsprojektet i Nyborg. Det er klart, at det på ingen måde var den afgørelse, vi havde forventet eller håbet på, siger Jesper Hermansen, der er direktør i Slots- og Kulturstyrelsen.

Klagede over nybyggeri på fredede bygninger

En af klagerne, foreningen Kultur & Arv, har grundlæggende været imod projektet, som tillader nybyggeri på et fortidsminde. 

Tidligere har foreningen givet udtryk for, at den er imod, at der bygges splinternyt oven på de fredede bygninger og ruiner på slottets indre gårdsplads.

Projektet koster 350 millioner kroner.

Museumsdirektør: Det er chokerende

Museumsdirektør Erland Porsmose fra Østfyns Museer kalder det “et stort slag” for Nyborg Slot. 

- Ærlig talt er det chokerende for os på museet og for byen, at det kunne gå så galt, at vi fik et afslag på projektet, siger Erland Porsmose til TV 2 Fyn. 

- Det havde jeg simpelthen ikke set komme. 

Museumsdirektør Erland Porsmose fra Østfyns Museer kalder det “et stort slag” for Nyborg Slot.
Fotograf: Ole Holbech

Borgmester: Det er simpelthen ikke rimeligt

Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), gør opmærksom på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet et snævert medhold til klagerne - fire stemmer mod tre.  

- Jeg er dybt chokeret og rystet over sådan en afgørelse, som er en 4-3-afgørelse, siger Kenneth Muhs.

quote Jeg er dybt chokeret og rystet over sådan en afgørelse

Kenneth Muhs, borgmester

- Det er et slag for Nyborg, og det betyder noget for Danmark. Vi har arbejdet med det her i ti år. Det er chokerende og simpelthen ikke rimeligt, siger borgmesteren.

Erland Porsmose og folkene bag projektet vil gå i gang med at undersøge, hvordan projektet med at modernisere Nyborg Slot så kan udfolde sig. 

- Vi bliver nødt til at nytænke og finde ud af i fællesskab, hvordan vi kan løse det her, så hele idéen om at gøre dansk kulturarv tilgængelig for os allesammen kan lade sig gøre, siger Erland Porsmose.

- Jeg er dybt chokeret og rystet over sådan en afgørelse, som er en 4-3-afgørelse, siger Kenneth Muhs.
Fotograf: Ole Holbech

Direktør: En hård besked

Slots- og Kulturstyrelsen vil endnu ikke melde ud, hvad der skal ske med Nyborg Slot. 

- Vi tager naturligvis klagenævnets afgørelse til efterretning, og selvom det er en hård besked at få, så er vi samtidig utrolig stolte af de dele af projektet, vi allerede nu har fået gennemført, siger Jesper Hermansen. 

quote Restaureringen af Nyborgs kongefløj sikrer, at den gamle kongeborg vil stå i mange hundrede år endnu

Jesper Hermansen, Slots- og Kulturstyrelsen

- Der er skabt et nyt, flot torv og turneringsplads ved Nyborgs rådhus, og vi er lige nu i fuld gang med at restaurere den gamle kongefløj fra kælder til kvist. Restaureringen af Nyborgs kongefløj sikrer, at den gamle kongeborg vil stå i mange hundrede år endnu, så også de kommende generationer vil få mulighed for at opleve en ægte middelalderborg, fortæller han. 

Parterne bag projektet mødes på et senere tidspunkt for at drøfte, hvad der så skal ske.

Oversigt

    Oversigt