Alberte er bekymret: - Jeg lærer ikke nok af online-undervisningen

Det er svært at få hjælp, når man har spørgsmål, og motivationen har nået lavpunktet. Alberte er en af mange unge, der sidder hjemme og er bekymrede over, om de lærer nok lige nu.

- Du er klistret fast til skærmen hele tiden og sidder mest bare og lytter.

Otte ud af ti fynske unge er bekymrede for, om de lærer nok i onlineundervisningen til at bestå eksamen. Det viser svarene fra 1.700 unge, som TV 2 Fyns ungdomsredaktion, Bemærk, har spurgt.

19-årige Alberte Lennert er en af dem. Normalt møder hun ind sammen med klassen på Odense Tekniske Gymnasium, men for tiden foregår det hjemme fra værelset i Ørbæk.

- Man bliver ør i hovedet, træt og halvutilpas, fordi man har bare siddet der hele dagen.

Sværere at stille spørgsmål

Det er ikke lærernes indsats, Alberte Lennert kritiserer. 

- Det kan jo godt være, at vi elever er pressede, men de er i hvert fald også pressede på, hvordan de skal få det til at lykkes, siger Alberte.

Men rammerne for undervisningen gør det ifølge Alberte Lennert sværere at få det samme udbytte, som hvis man var samlet i klassen. For eksempel hvis man har et spørgsmål til noget, der bliver gennemgået i onlineundervisningen.

Der er ingen sidemakker at hviske et spørgsmål til, og selvom der er en onlinefunktion til at 'række hånden op', er det ikke altid, notifikationen bliver set af lærerne på samme tid, som spørgsmålet opstår.

- Det er svært at komme igennem på samme måde. Normalt ville du jo bare kunne gå op til katederet og sige: "Øh, jeg forstår ikke lige det og det. Kan du hjælpe med det?"

Alberte og klassen har faget design, da vi besøger hende. Det er et af mange fag på HTX, hvor den praktiske del af undervisningen skal tænkes ind i skærmen, når man sidder hjemme.
Alberte og klassen har faget design, da vi besøger hende. Det er et af mange fag på HTX, hvor den praktiske del af undervisningen skal tænkes ind i skærmen, når man sidder hjemme.
Foto: Lasse Frost

Lærer: - Jeg kan godt forstå deres bekymring

Mens vi taler sammen, ringer vi op på Facetime til en af Alberte Lennerts lærere. På skærmen kommer Dorthe Vesterholm Klausen frem. Hun er lektor på Odense Tekniske Gymnasium og underviser blandt andet i design, som hun har Alberte til. 

Da Dorthe Vesterholm Klausen hører om svarene i Bemærks undersøgelse, siger hun, at hun godt forstår bekymringen hos de unge. Blandt andet peger hun på, at en række af HTX-fagene er udfordret på den praktiske del af læringen derhjemme: 

- Vi har jo rigtig mange fag, hvor man prøver teori af i praksis, og det ér problematisk både i fysik, kemi, teknologi, teknik og et fag som design, som vi havde i dag.

Selvom hun kan se eleverne på skærmen, er det svært for hende at gennemskue undervejs, om eleverne er med på det, der bliver gennemgået. Det er vigtigt for hende at kunne bringe personligheden i spil i undervisningen og give eleverne noget en-til-en.

- Jeg ved, at det betyder meget for elever, at de bliver set. At hver enkelt bliver set hver dag. Og det kan man ikke på samme måde, når det er virtuelt, siger hun.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Afklaring om eksamen ville hjælpe på motivationen

Alberte Lennert beskriver, at motivationen er dalet gevaldigt. Folk er trætte, og en del møder ind fra sengen. Og det er svært at få gang i en klassediskussion online.

- Der er ikke rigtig nogen, der vil sige noget. Det hele er bare stille og kedeligt.

En af de ting, der ifølge Alberte Lennert er med til at presse motivationen i bund, er uvisheden omkring, hvilket sidste halve skoleår de kigger ind i.

- Vi sidder bare som et stort spørgsmåltegn og venter på, at der er nogen, der fortæller os noget.

Derfor ville det bedste, der kunne ske, ifølge hende være, at der snart blev meldt noget ud om eksamen til sommer, og hvordan resten af året skal forløbe.

- På den måde vil det også opløfte vores motivation lidt, fordi vi ved, at der er et mål. Fordi lige nu er der ikke noget mål.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt