Borgerkrig og fremmedsprog stoppede hende ikke: Håber flere vælger samme vej

Selvom hun er alenemor til tre og vokset op under borgerkrig, har Farhia Mohamed opnået sine mål. Nu håber hun, at hun kan inspirere andre til at gå sygeplejerske-vejen.

Farhia Mohamed er overvældet af nervøsitet og har en mærkelig fornemmelse i kroppen.

For ikke nok med, at hun står foran døren til det næste store kapitel i hendes liv, så har hun også været meget igennem for at nå hertil.

Det er hendes første arbejdsdag i et job, hun længe har drømt om og kæmpet for at kunne bestride. 

- Nu er vi her. Nu kan vi kalde os sygeplejersker, siger 42-årig Farhia Mohamed.

- Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg fik nålen og kunne kalde mig færdiguddannet sygeplejerske.

- Ræk ud efter hjælp

Det har dog ikke været omkostningsfrit og let for Farhia Mohamed at indtage sit drømmejob.

Farhia er første og fremmest vokset op under borgerkrigen i Somalia og kom først til Danmark i starten af sine tyvere.

- Det var virkelig hårdt. Det var et helt fremmede land, og jeg havde intet familie her, siger Farhia Mohamed, der dog fik sig kæmpet ud af ensomheden.

Folk spørger hende tit, hvor hun har viljestyrken fra, og Farhia er ikke i tvivl om, at noget af den kommer fra netop de hårde vilkår, hun har haft i sin opvækst med krig og fattigdom.

Farhia Mohamed havde første dag på sit nye arbejde på OUH tirsdag.
Farhia Mohamed havde første dag på sit nye arbejde på OUH tirsdag.
Foto: Privat

- Selvom vi var fattige, så var kærligheden der altid i min familie, og det tror jeg har styrket mig psykisk, fortæller hun.

Mens hun understreger, at hun aldrig var nået dertil, hvor hun er i dag, hvis ikke det var fordi hun havde rakt ud til andre. Hvilket også er hendes bedste råd til andre, der har mange odds imod sig.

- Det har været svært, og jeg har da nogle gange tænkt hold da op, fortæller Farhia Mohamed, der især har kæmpet med det danske sprog under den tre-årige sygeplejerskeuddannelse.

Hun kom igennem det ved at lægge ekstra arbejde i lektierne hver aften og møde op til alt undervisning.

Håber flere vil gå samme vej

Nu er det Farhia Mohameds drøm, at kunne bruge sin nye evner til at hjælpe andre.

- Jeg brænder meget for at hjælpe de svageste og mest socialt udsatte i samfundet, fordi jeg er vokset op under borgerkrigen og har set stor ulighed i mit tidligere job som sosu-assistent, siger Farhia Mohamed.

- Jeg har mødt mange udsatte med stort alkoholforbrug, der er fanget i systemet og isoleret fra omverdenen. Det er så nemt at sige, at de selv er uden om det, men sådan ser jeg det ikke. Jeg tror ikke på, at der er nogen, der vælger at leve på den måde.

Alle har en grund til, at de ender der, hvor de gør, er Farhias livsfilosofi.

- Det er virkelig nogle, der har brug for hjælp, og som man kan gøre meget for som sygeplejerske.

Muligheden for at give omsorg og få menneskelige relationer i sit arbejde er netop, hvad der tænder Farhia i arbejdet som sygeplejerske.

- Jeg bliver så trist, når jeg hører at optaget på sygeplejerskeuddannelsen falder år for år. Jeg vil ønske flere søgte uddannelsen, det giver så meget.

- Jeg føler mig hvert fald stolt, når jeg siger, jeg er sygeplejerske.

Og måske behøver Farhia slet ikke være så trist over optaget på uddannelsen. Ansøgertallet steg nemlig til UCL' s sygeplejerskeuddannelse i år, efter det i 2022 faldt dramatisk. 

Oversigt

    Oversigt