Efter stort smittudbrud i Nyborg: Nu er Gitta og kollegaerne tilbage på arbejde

Et større smitteudbrud ramte Nyborgs plejepersonale, og sendte 18 medarbejdere hjem i isolation. Nu er de tilbage på arbejdet.

I flere uger har Nyborg været dén fynske kommune med klart flest smittede borgere - og det er kommunen stadig. I denne uge kom det så frem, at det skyldtes to større smitteudbrud blandt kommunalt ansatte i kommunens plejesektor.

Det ene udbrud ramte 18 hjemmeplejere i kommunens distrikt Rosengården i Ørbæk, der i de seneste uger har været smittet med coronavirus. Det samme har ti ansatte på et af kommunens plejecentre, Plejecenter Svanedammen, hvor et mindre antal beboere også blev smittet.

Hovedparten af de 18 smittede i hjemmeplejen vidste ikke, at de var smittet. Det var også tilfældet for Gitta Nielsen, der er social- og sundhedshjælper i Nyborg Kommune. 

Hvis hun ikke var blevet testet, havde hun ikke vidst, at hun var smittet.

-  Jeg havde det godt, og jeg har ikke haft nogen som helst symptomer. Jeg blev lidt overrasket, for jeg havde ikke ventet det. Jeg gik jo bare og ventede på, at jeg skulle vaccineres, siger Gitta Nielsen.

Men hun nåede at blive smittet med coronavirus. Hun har været isoleret i syv dage, men var fredag tilbage på arbejde for første gang siden den positive coronaprøve.

Hun har været ansat I Nyborg Kommune i 36 år og har aldrig oplevet noget lignende. 

- Det er lidt uhyggeligt, at vi kan gå rundt uden at have symptomer og være smittespredere, fortæller Gitta Nielsen.

Tryg ved personalet

Nyborg Kommune har fire plejecentre og derudover 14 plejeboliger på Jernbanebro. Og netop der kommer Edith Rasmussen dagligt forbi for at besøge sin mand Børge. 

- De gør et stort stykke arbejde herude. Jeg kan ikke klage over det, siger Edith Rasmussen.

Som pårørende er hun ikke særlig bekymret. Hendes mand har fået begge vacciner, mens hun selv har fået det første stik og mangler det andet. Hun får også selv hjemmehjælp en gang hver tredje uge til blandt andet at skifte sengetøj og støvsuge. 

Er du bange for, at de (hjemmehjælperne, red.) kan være smittet?

- Det tænker jeg ikke på. De har jo også maske på og spritter af, siger Edith Rasmussen.

Personalet på landets plejehjem er færdigvaccineret, mens udegående plejepersonale er blevet tilbudt vacciner fra sidste weekend. 

For Gitta Nielsens vedkommende må hun dog vente lidt på vaccinen, fordi hun lige har været smittet med coronavirus. 

De 18 smittede hjemmeplejere fra Rosengården er alle tilbage på arbejde ligesom de ti smittede fra Plejecenter Svanedammen også er det.

Oversigt

    Oversigt