Endnu en topchef forlader Nyborg Kommune

Direktør Marianne Stentebjerg har sagt sit job op i Nyborg Kommune for at blive direktør i Slagelse Kommune. Stentebjerg er den tredje direktør, der smutter fra kommunen i år.

Efter syv år i Nyborg Kommune forlader Marianne Stentebjerg sit job som direktør for Skole- og Dagtilbud, Kultur- og Fritid, Socialområdet og Beskæftigelsesområdet.

- Jeg vil gerne takke alle for nogle spændende og lærerige år i Nyborg Kommune. Vi har sammen opnået nogle rigtig gode resultater, som jeg glæder mig over.

- Vi har i fællesskab sat en tværfaglig dagsorden til gavn for vores borgere og øget sammenhængskraften i kommunen, og vi har arbejdet på konkrete udviklingstiltag i et godt samarbejde og skabt nogle veldrevne faglige områder, som vi kun kan være stolte af, udtaler hun i en pressemeddelelse fra Nyborg Kommune.

Marianne Stentebjerg, der også har været udviklingsdirektør, har haft en central rolle i forbindelse med en række sager i kommunen de seneste år, hvor kommunen blandt andet blev undersøgt for, om der var en krænkelseskultur i organisationen.

Ifølge pressemeddelelsen er der dog ingen sammenhæng mellem jobskiftet og de mange sager i kommunen.

Siger tak

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) takker Marianne Stentebjerg for hendes indsats i kommuen.

- Marianne har gennem de sidste syv år arbejdet engageret og dedikeret med de mange og store arbejdsopgaver, der har ligget i direktørområdet. Herudover skal der også lyde en særlig tak for hendes store arbejdsindsats gennem corona-krisetiden og senest omkring Ukraine-indsatsen, hvor hun på bedst mulige vis har styret de mest ramte områder gennem en svær tid.

- Jeg takker Marianne for indsatsen og ønsker hende held og lykke i fremtiden, siger Kenneth Muhs.

Marianne Stentebjerg tiltræder stillingen som direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid i Slagelse Kommune 1. februar.

Byrådet i Nyborg modtog efter sommerferien resultatet af den undersøgelse, der blev sat i gang i kommunen, efter en række krænkelsesager kom frem sidste år. 

Virksomheden Komponent konkluderede da, at der ikke havde været en krænkelseskultur i Nyborg Kommune.

Oversigt

    Oversigt