Flere krænkelser i kommunen: Byrådsmedlem vil have undersøgt tavshedskultur i Nyborg Kommune

Efter vicekommunaldirektøren i Nyborg Kommune blev afskediget for en episode med krænkende adfærd, er der kommet flere sager frem. Men ingen har fortalt byrådet om sagerne.

I december sidste år blev Nyborgs vicekommunaldirektør, Søren Møllegård, fyret efter et anonymt tip om upassende opførsel og krænkelser i forbindelse med kommunens julefrokost.

Flere af kommunens byrådspolitikere har spurgt ind til, om det er en enkelt episode.

- Vi er flere, der gentagne gange har spurgt, om det virkelig kan passe, at man aldrig har hørt om det før. Gentagne gange har vi fået at vide, at det har man ikke, siger Sonja Marie Jensen, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Nyborg Kommune.

Derfor blev hun særdeles overrasket, da hun mandag morgen hører det modsatte. Teknisk Landsforbund har nemlig oplyst til DR Fyn, at der tidligere har været flere episoder med vicekommunaldirektøren.

Borgmesteren afviser at kende til sagen

Tavshedskultur i organisationen

Over for både DR og byrådet siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), at han ikke har kendskab til, om der skulle være andre episoder.

Derfor har Sonja Marie Jensen bedt om en redegørelse, når der mandag skal være møde i økonomiudvalget.

- Der er nogen, der ikke har fortalt den fulde sandhed. Vi er nødt til at tale om den tavshed, vi har i vores organisation, for har man ikke orienteret borgmesteren som den øverste leder i kommunen, så er der et problem, påpeger Sonja Marie Jensen og tilføjer:

- Men Kenneth Muhs fortæller i morges, at han bliver involveret i alle sager, der bliver landet. Og hvad, jeg har fået at vide er, at der er landet aftale i de her sager, og så går jeg ud fra, at borgmesteren bør været involveret. Så der er en tavshedskultur i kommunen, som vi skal have gjort op med, siger hun.

Søren Møllegård var indtil december vicekommunaldirektør i Nyborg Kommune.
Søren Møllegård var indtil december vicekommunaldirektør i Nyborg Kommune.

Selvom Søren Møllegård er blevet afskediget fra sin stilling, mener Sonja Marie Jensen, at det er vigtigt at få svar på, hvem der har vidst hvad i hele sagen.

- Vi bliver nødt til at anerkende, at det ikke kun handler om én person. Man kan ikke bare klippe en person og tro, at man løser alle problemerne. Vi er simpelthen nødt til at tale om den tavshed, der er i vores organisation, fastslår hun.


Oversigt

    Oversigt