Glenn er udviklingshæmmet og fik førtidspension - men nu har han fundet sit drømmejob

Glenn Kallenbach er en af mange førtidspensionister, organisationen KLAPJob har fået i arbejde. Faaborg-Midtfyn Kommune har nu gjort et samarbejde officielt.

Glenn Kallenbach fra Nyborg drømmer ikke om chefstillinger og store biler. Han har fundet en stor glæde i sit simple arbejde.

For et år siden brugte han det meste af sin tid ved sin computer med at spille spil. Men tastaturet og musen er nu blevet skiftet ud med plastikpose og gribetang.

- Jeg har jo fået at vide, jeg er uundværlig her. Det er jeg rigtig glad for. Det er dejligt også at blive anerkendt og er røget med i en gruppe herude, fortæller Glenn Kallenbach, der er udviklingshæmmet.

Hans handicap er også grunden til, at han har fået førtidspension. Men livet har nu fået mere indhold.

Gennem organisationen KLAPJob har han fået et arbejde hos det østfynske renovationsfirma Posibi. Her samler han affald, som firmaets lastbiler har tabt på vej til og fra renovationsanlægget. 

quote Jeg har jo fået at vide, jeg er uundværlig her. Det er jeg rigtig glad for.

Glenn Kallenbach, førtidspensionist

KLAPJob er en statsfinansieret organisation under foreningen LEV, der repræsenterer danskere med udviklingshandicap. Med andre ord hjælper KLAPJob folk med psykiske lidelser med at etablere kontakt til en virksomhed og sætter rammerne for arbejdsmulighederne.

KLAPJob har aftaler med kommuner landet over. På Fyn samarbejder de med fem ud af de ti kommuner, og Glenn Kallenbach er Nyborgs eksempel på et system, der fungerer.

I august blev Faaborg-Midtfyn kommune den femte fynske kommune med et officielt samarbejde med KLAPJob, og på rådhuset i Ringe kan de også se ideen i at sende folk som Glenn i arbejde.

- Vi har indgået et samarbejde med KLAPJob, fordi vi gerne vil have, at vores borgere skal have det så godt som overhovedet muligt. De borgere som er langt væk fra arbejdsmarkedet, får en indgangsvinkel tilbage til arbejdsmarkedet. Det er derfor, vi har samarbejdet med KLAPJob, siger Rene Brinch Petersen (S), der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Trivsel er særligt også en del af livet, der har flasket sig for Glenn Kallenbach.

- De (kollegaerne, red.) tager mig ind. Jeg føler, jeg er en af dem. Som en normal ansat, der er på rigtig job og bliver værdsat på en god måde, siger han.

Mere om KLAPJob

Ikke bare et spørgsmål om penge

En rapport fra Social- og Boligstyrelsen viser, at hvis man aktiverer en førtidspensioneret borger i et KLAPJob, kan kommunen over seks år spare mere end 100.000 kroner.

Derfor kan det være nærliggende at spørge sig selv, om det så ikke blot er en nem løsning for en kommune at sætte en borger i et skånearbejde og dermed spare en masse penge.

Men så simpelt og økonomisk kan man ikke sætte det op, mener formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

- I første omgang er det ikke det, der er vores førsteprioritet. Det er det med at lade borgeren få en fod inden for arbejdsmarkedet igen. Skulle det give et eller andet økonomisk til kommunen, så er vi selvfølgelig også rigtig glade og stolte over det, siger Rene Brinch Petersen (S).

Fire dage om ugen samler Glenn Kallenbach skrald i vejkanten.
Fire dage om ugen samler Glenn Kallenbach skrald i vejkanten.
Foto: Svante Lyngsie

Ser man på sagen i et større samfundsmæssigt perspektiv, er der heller ikke grund til at se KLAPJobs indsats som en redning for samfundsøkonomien ifølge arbejdsmarkedsforsker Frederik Thuesen fra VIVE.

- Det betyder ikke så meget i den store samfundsøkonomi, fordi der er ikke så mange mennesker, der får sådan et skånejob til førtidspensionister. Men det kan betyde meget for den enkelte, der får mulighed for at tjene nogle flere penge oven i førtidspensionen og får mulighed for at komme ud på en arbejdsplads og bidrage.

Udvikling med vokseværk

I første kvartal af 2019 var der godt 200.000 førtidspensionister i Danmark. I andet kvartal af 2023 var det tal steget med næsten 33.000.

Hvis stigningen fortsætter, kan der være grund til at søge efter løsninger.

- Det er klart, at hvis en meget stor gruppe af voksne, som ellers skulle være på arbejdsmarkedet, får en førtidspension, så er det selvfølgelig et problem, forklarer Frederik Thuesen og fortsætter:

- Så mister vi jo noget af finansieringsgrundlaget for velfærdsstaten.

Glenn Kallenbachs udviklingshandicap forhindrer ham ikke i at gøre sit arbejde ganske godt.
Glenn Kallenbachs udviklingshandicap forhindrer ham ikke i at gøre sit arbejde ganske godt.
Foto: Svante Lyngsie

I Nyborg er Glenn også mest fokuseret på, at han nyder sit arbejde. Faktisk så meget, at han ikke længere leder efter drømmejobbet.

- Det er det her. At gå rundt for sig selv og hygge sig og lave det, jeg godt kan lide at lave, fortæller den 31-årige fynbo.



Oversigt

    Oversigt