Kommune fyrer firma i omstridt byggesag - erkender roderi

Samme medarbejder i konsulentfirmaet Cowi har været rådgiver for både Nyborg Kommune og firmaet bag den kontroversielle Lynfrosten-grund. Nyborgs tekniske forvaltning betalte rådgiveren for at få en forklaring på notat, han havde fået honorar for hos firmaet bag Lynfrosten-byggeriet. Det var en fejl og noget rod, erkender Cowi.

Nyborg Kommune har valgt at opsige samarbejdet med Cowi som rådgiver i forbindelse med det 240 millioner kroner dyre byggeri på den tidligere Lynfrosten-grund.

Det er blevet effektueret efter, at TV2 Fyn og byrådsmedlem Martin Stenmann har spurgt ind til Cowi-medarbejderens rådgivning, der på samme på tid har omfattet både Nyborg Kommune og ejeren af Lynfrosten-byggegrunden Philipsen Gruppen og senere Innovater.

Rådgivningen har i et enkelt tilfælde valgt at kræve honorar af Nyborg Kommune for at forklare et vanskeligt forståeligt notat, som Cowi-medarbejderen havde fået honorar af Innovater for at udarbejde.

Det oplyser Nyborg Kommune.

Nyborg Kommune: En fejl

- COWI har beklaget denne fejl og har sendt en kreditnota til kommunen, da kommunen naturligvis ikke skal opkræves betaling for, at Cowi-medarbejderen forklarede baggrunden for tallene i det notat, som han havde udarbejdet for Innovater, hedder det i et svar fra Nyborg kommunaldirektør Tim Jeppesen.

Han oplyser desuden følgende i et skriftligt svar til TV 2 Fyn:

- Det er Nyborg Kommunes opfattelse, at COWI ikke burde have påtaget sig opgaven for Innovater, da COWI har en ad-hoc rådgivningsaftale med Nyborg Kommune til brug for lokalplanlægning, herunder detailhandelspørgsmål, som kommunen løbende benytter sig af. Da COWI har valgt at arbejde for Innovater i sagen, vil kommunen ikke fremadrettet benytte sig af COWI, hvis der bliver behov for rådgivning om detailhandelspørgsmål i sagen om Lynfrosten, skriver Tim Jeppesen.

Samtidig slår Nyborg Kommune dog fast, at der ikke er et habilitetsproblem.

- Det ville der være, hvis Cowi-medarbejderen arbejdede for både Innovater og kommunen i sagen. Det gjorde han imidlertid ikke. Det kom til at fremstå sådan, fordi COWI fejlagtigt sendte en regning til kommunen. På den baggrund vurderer Nyborg Kommune, at der ikke var et habilitetsproblem i den konkrete sag, oplyser Tim Jeppesen.

Cowi erkender, at sagen har været noget roderi.

Cowi: Ja det er uigennemsigtigt

- Med TV2 Fyns fremlagte eksempler erkender vi, at COWI’s opgaveløsning for flere parter i samme sagskompleks kan fremstå uigennemsigtigt og give anledning til rimelige spørgsmål. Vi kan dog afvise, at vores rådgiver i denne sag har handlet til skade for de involverede parter. Vi tager selvfølgelig ikke projekter ind, hvor vi risikerer at stille en kunde ringere eller bedre på grund af privilegeret viden fra tidligere opgaver, hedder det i et svar til TV2 Fyn fra Jesper Bredgaard, direktør i Urban Planning and Transport i COWI.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Martin Stenmann, næstformand i Erhvervs- og Udviklingsudvalget,  er bekymret for, at usaglige forhold kan have indgået i sagens forløb.

For Cowis medarbejder har i adskillige år og med kommunens vidende rådgivet både Nyborg Kommune og projektfirmaerne bag det flere hundrede millioner kroner dyre byggeri.

Et byggeri, der har mødt udpræget modstand hos de handlende i Nyborgs bymidte.

Det er også Cowi-medarbejderen, der har udarbejdet kommunens detailhandelsplan fra 2017.

- Og i 2017 anbefaler Cowis rådgiver i detailhandelsanalysen Nyborg Kommune at begrænse byggeriet på Lynfrosten-grunden til 7.500 kvadratmeter for at skabe en balance til butikkerne i bymidten. Senere arbejder selvsamme rådgiver for Phillipsen Gruppen, der i en mail i november 2018 oplyste kommunen om, at de ønskede at fordoble projektbyggeriet til 15.000 kvadratmeter, siger Martin Stenmann.

I 2020 stemte Venstres flertal en ny lokalplan igennem byrådet med en ramme på netop 15.000 kvadratmeter..

Allerede i efteråret 2019 spurgte Martin Stenmann ind til rådgiverens dobbeltrolle.

Han fik dengang at vide af daværende miljøchef Søren Møllegård, at kommunen ikke blander sig i, hvem private firmaer bruger som rådgiver, og at kommunen brugte Cowi, fordi selskabet er kompetent og har lokalkendskab. Det fremgår af det svar, som TV2 Fyn også har set.

Og så oplyste kommunens teknikere, at de skelner mellem den rådgivning Cowis mand har givet Philipsen Gruppen og Nyborg Kommune.

For mens Cowis mand hjalp Philipsen Gruppen med detailhandels-beregninger, støjredegørelser og detailhandelsredegørelser til brug i kommunens kommune- og lokalplaner, så hjalp den samme Cowi-medarbejder efterfølgende kommunen med blandt andet at vurdere, om lokalplanudkastet indeholdt alle redegørelseskrav og den videre dialog med myndigheder.

Cowi erkender, at deres mand har rådgivet begge parter, men nævner i en redegørelse til TV2 Fyn, at der var tale om generel og ikke specifik rådgivning. Hermed lægger man sig op af kommunens svar.

Senest har samme rådgiver på vegne af Lynfrostens projektfirma Innovater den 27. november 2023 søgt om lov til at bygge en ny Jem og Fix-butik på 1300 kvadratmeter på nabogrunden til Lynfrosten-byggeriet.

Den uheldige faktura

Og det er i den sammenhæng, at den uheldige regning for rådgivning er havnet hos Nyborg kommune, og kommunen har opsagt aftalen om fremtidig rådgivning om detailhandelsspørgsmål i Lynfrosten-sagen,

Lægger man de 1300 kvadratmeter til rammen for Lynfrosten-byggeriet, så overskrides den med 452 kvadratmeter.

- Teknik, Miljø og Erhverv vurderede da også, at der var behov for at udarbejde et arealregnskab af restrummeligheden for at være sikker på, at oplysningerne i notatet fra COWI om restrummelighed var korrekte, oplyser kommunaldirektør Tim Jeppesen.

Kommunens egen planlægger tog kontakt til Cowi-medarbejderen for at få regnestykket uddybet og forklaret.

-  Dette opkrævede COWI betaling for med henvisning til den ad-hoc rådgivningsaftale, som kommunen har med COWI til brug for lokalplanlægning, herunder detailhandelsspørgsmål. Men det er kommunens egen planlægger, der udarbejdede notatet med restrummelighedsforklaringen, oplyser Tim Jeppesen.

Sagen er lukket

Cowis rådgiver havde til mødet i Nyborgs tekniske udvalg den 27. udarbejdet et detailhandelsnotat og et justeret detailhandelsnotat for Innovater til kommunen, hvor han noterer, at man kun har anvendt 14.452 kvadratmeter på Lynfrosten-grunden og arealrammen således ikke er fuldt udnyttet, og at der bør tages højde for, at Jem og Fix flytter sin butik fra en anden placering i Nyborg.

- Der bliver ikke tale om en egentlig udbygning af butiksstrukturen, hvilket i praksis må tillægges betydning, hedder det.

Cowi oplyser til TV2Fyn, at faktureringen var en fejl.

- Denne fejl har vi siden beklaget og tilbageført pengene til kommunen, som ligeledes anser sagen for lukket, hedder det.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem er dog ikke helt overbevist.

- Det er vigtigt at den rådgivning vi som kommune får er 100 procent objektiv. Især i en sag som Lynfrosten, hvor der er store økonomiske interesser på spil. Jeg deler konklusionen om at processen har været uigennemsigtigt og noget rod. Jeg står derfor tilbage med en tvivl om, hvorvidt alt et foregået helt efter bogen, siger Martin Stenmann..



Oversigt

    Oversigt