Kritik af kommunal topledelse: Anonyme besvarelser i krænke-rapport var ikke helt anonyme

Økonomiudvalget var heller ikke orienteret om undersøgelses kritik af topchef.

Anonym undersøgelse var alligevel ikke helt anonym. 

Advokatfirmaet Norrbom Vinding slår nu fast, at kulturundersøgelsen i Nyborg Kommune, der skulle undersøge, om medarbejdere er blevet krænket, ikke har været helt anonym for de kommunale medarbejdere.

For godt nok kan man ikke genkende navnene på dem, der har svaret i undersøgelsen, men på baggrund af deres funktionsbesvarelse har man alligevel i visse tilfælde kunnet regne ud, hvem der givetvis har svaret.

Det skriver advokatfirmaet i sin redegørelse, som du kan læse her.

Den ikke helt så anonyme anonymitet var også den fornemmelse, som flere medarbejdere har givet udtryk for over for TV 2 Fyn og baggrunden for, at advokatfirmaet Nordbo Vinding siden har undersøgt konsulentfirmaet Komponents undersøgelsesdesign.

I en pressemeddelese slår kommunen også fast, at en kommunal topchef ikke loyalt og fyldestgørende har orienteret Økonomiudvalget, og at der også var udtalt kritik af vedkommendes embedsførelse.

Opfølgningen viser ifølge en pressemeddelelse fra Nyborg Kommune, at der ikke er sket egentlige brud på anonymiteten eller læk fra undersøgelsen, men at en ledende embedsmand ikke har orienteret Økonomiudvalget "loyalt og fyldestgørende".

 - Det er godt, at vi nu har fået klarhed om, at der ikke er sket egentlige brud på anonymiteten eller læk i forbindelse med arbejdet med kulturanalysen, og at direktionen ikke har blandet sig utidigt. Det er enormt vigtigt, at alle kan have tillid til, at anonymiteten er overholdt, siger borgmester Kenneth Muhs.

Kritik af undersøgelse

Nyborg Kommunes whistleblowerordning modtog i sensommeren og efteråret 2022 en række indberetninger, der kritiserede virksomheden Komponents undersøgelse af kommunen i forlængelse af en række sager om arbejdsforholdene. 

Desuden indeholdt indberetningerne beskyldninger om en række forhold vedrørende en ledende embedsmand.  

- Norrbom Vinding konkluderer, at virksomheden Komponent har fulgt den fremgangsmåde, der er aftalt med byrådet. Opfølgningen viser dog også, at der er en vanskelig balancegang i sager med anonymitet, hvor oplysninger både skal være generelle og samtidig fyldestgørende for at kunne bruges i det videre arbejde. Sidstnævnte har i enkelte situationer gjort, at de personer, der er blevet rettet kritik imod i forbindelse med kulturanalysen, har kunnet regne ud, hvor i organisationen kritikken formentlig stammede fra, hedder det i rapporten fra advokatfirmaet. 

- Jeg konstaterer, at det ikke har været muligt at se navngivne medarbejdernes svar i undersøgelsen. Det er meget vigtigt, at man kan deltage trygt i undersøgelser som denne. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at værne om den anonymitet, man som medarbejder har krav på, siger Kenneth Muhs.

Fokus på ledende embedsmand

Norrbom Vindings undersøgelse har også set nærmere på en ledende embedsmand, som en del af whistleblowerhenvendelserne har handlet om. 

Størstedelen af beskyldningerne er der ikke fundet grundlag for, men Norrbom Vinding konkluderer, at den pågældende embedsmand ikke loyalt og fyldestgørende orienterede Økonomiudvalget om fundene på vedkommende selv. 

Nyborg Kommune vil nu rette henvendelse til KL med henblik på vurdering og opfølgning.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at der rejses kritik af, at en ledende embedsmand ikke har orienteret Økonomiudvalget fyldestgørende.

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger peger pilen i den forbindelse mod Marianne Stentebjerg, der havde det overordnede ansvar for at føre kulturanalysens anbefalinger ud i virkeligheden.

Hun har siden fået nyt job i Slagelse Kommune.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Marianne Stentebjerg.

Oversigt

    Oversigt