Betjentens tilstand er stabil efter overfald uden for Nyborg Fængsel. Ingen er anholdt for episoden.
Opdateret med præciserende oplysninger efter pressemeddelelse fra Fyns Politi.
Betjenten blev overfaldet, da han var ved at parkere sin cykel i et skur foran fængslet, hvor han skulle på nattevagt, oplyser Fængselsforbundet, der organiserer landets fængselsbetjente.
Han blev truet til at lægge sig ned på jorden, og derefter blev han ramt af skud. Ifølge Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, blev betjenten ramt af tre skud. Det vil Fyns Politi dog ikke bekræfte.
- Jeg kan bekræfte, at han er ramt mere end én gang, siger vagtchef Steen Nyland onsdag morgen.
Efter at den maskerede gerningsmand havde afgivet skud mod betjenten, løb han til en sort personbil, der holdt tæt derved. I bilen sad tre øvrige personer ifølge politiet.
Kort før klokken 23 modtog politiet anmeldelse om en brændende bil på Hjulbyvej, umiddelbart syd for den fynske motorvej.
- Der er formentlig tale om flugtbilen fra fængslet. Vi har ingen oplysninger om, hvordan de formodede gerningsmænd er kommet videre derfra, oplyser politiet.
Den afbrændte bil er en Opel Astra sedan, som for nylig er blevet stjålet i Vissenbjerg.
Fyns Politi oplyser, at fængselsbetjentens tilstand er stabil. Han er indlagt på sygehuset, hvor han skal opereres.
Der er ingen oplysninger om, hvilket skydevåben der er brugt.
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, er rystet over episoden, som er et af flere overfald i år på ansatte i fængslerne.
- Jeg tager det som udtryk for en ren hævnaktion. Helt personligt er jeg ret overbevist om, at de (gerningsmændene, red.) er fra bandemiljøet. Der er ingen tvivl om, at de forsøger at sætte sig på magten i bestemte fængsler og på bestemte afdelinger, siger han.
- Vi har nu inden for det seneste år haft to knivoverfald med forsøg på drab på to fængselsbetjente, og nu ser vi også en ren hævnaktion her til aften.
Politiet oplyser, at man blandt andet kigger i bandemiljøet efter mulige gerningsmænd.
- Vi skal ud og have lavet en masse forhør i området, og så håber vi på, at der er nogen, der har set noget, vi kan bruge, siger Steen Nyland.
- Der må være nogen, der har set noget. Enten i forbindelse med, at bilen blev stjålet, ved selve overfaldet eller da bilen blev sat i brand, tilføjer han.