Nyborg Slot skyder gæsterne tårnhøjt i vejret

En høj lift skal give gæsterne ved Nyborg Slot et indtryk af højden på det gamle slotstårn.

Næste lørdag får du muligheden for at komme i højden i Nyborg. Faktisk helt op på højde med tårnet i byens store slotsprojekt. I forbindelse med forskningens døgn ruller Østfyns Museer en lift ud, og den vil løfte de besøgende til nye højder.

- Hele slotsprojektet går netop ud på at gøre både bygningen og historien forståelig og tilgængelig i en proces, der skal sikre og bevare et af de vigtigste kulturarvsmonumenter fra Danmarks middelalder for fremtiden, siger afdelingsleder ved Nyborg Slot og Borgmestergården Janus Møller Jensen.

Forskningens Døgn

Arrangementet "Det tårnhøje slot" på Forskningens Døgn skal præsentere den nyeste viden om slottets mange middelalderlige tårne fra de store massive vagttårne til skidetårnet over kloakken – den såkaldte dansker.

På forskningen Døgn i 2018 kan man høre om det hidtil ukendte, men meget store, firkantede hjørnetårn, som arkæologerne har fundet. Det var en del af den oprindelige borg og den nye viden har ændret forskernes opfattelse af borgens udseende og størrelse.

Tårnet var forgængeren for det centrale vagttårn, som man nu ved først blev bygget omkring år 1300.

Ud over en tur i liften, kan de besøgende besøge slottet i virtual reality.

Oversigt

    Oversigt