Socialdemokrater vil have juridisk undersøgelse af fynsk borgmester

Atter hård tone i Nyborg Byråd. Nu vil socialdemokrater have undersøgt, om Kenneth Muhs har overtrådt loven.

Socialdemokratiet i Nyborg forlanger i nærmeste fremtid en ekstern juridisk vurdering af, om borgmester Kenneth Muhs (V) har overtrådt den kommunale styrelseslov.

Det kan eventuelt ske via en tilsynsmyndighed, oplyste partiets byrådsmedlem Martin Stenmann tirsdag aften på byrådsmødet i Nyborg.

Sagen handler om skandalen på det specialiserede socialområde, og oplysningerne om en ekstern juridisk undersøgelse af borgmesteren kom frem i forbindelse med vedtagelsen af den udviklingsplan, der skal rette op på forholdene inden for området.

Socialdemokraternes krav om en ekstern juridisk undersøgelse kommer på baggrund af, at borgmester Kenneth Muhs ifølge socialdemokraterne undlod at informere byrådet i oktober 2021, da kommunes borgerrådgiver havde informeret ham om alvorlige bekymringer for retssikkerheden på social- og børneområdet.

Det var en viden han ifølge eget udsagn gav videre til administrationen.

Tirsdag oplyste professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, og kommunalekspert Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til DR Fyn, at borgmesteren havde pligt til at informere de andre byrådsmedlemmer om de alvorlige forhold, og at Nyborgs borgmester kan have overtrådt den kommunale styrelseslov.

- Derfor vil vi i Socialdemokratiet stille krav om en ekstern juridisk vurdering i forhold til, om der er sket et lovbrud, sagde Martin Stenmann, byrådsmedlem fra Socialdemokratiet på tirsdagens byrådsmøde.

Byrådet er først blevet informeret om indholdet af borgerrådgiverens information til borgmesteren den 10. marts i år, hvor medlemmerne blev oplyst om indholdet af et fem siders langt notat, som borgmesteren blev orienteret om af borgerrådgiveren, oplyste Martin Stenmann på mødet.

- Det er 885 dage for sent. Borgerrådgiveren er ansat af byrådet og refererer til byrådet, og det efterlader byrådet handlingslammet, at vi ikke har fået de oplysninger. Vi vil nu arbejde for, at byrådet og offentligheden kan få udleveret notatet, sagde han.

Venstre: S går efter manden

På mødet stillede Stenmann fire spørgsmål til Kenneth Muhs, som han dog undlod at svare på. 

Han oplyste dog, at han efter bedste evne forsøger at informere byrådet.

Venstre har absolut flertal i Nyborg Byråd, og Venstres gruppeformand Kaj Refslund ikke skjul på, at Venstre ser Stenmanns forslag om en ekstern undersøgelse som personforfølgelse af Kenneth Muhs.

- Det handler ikke om sagen, men Kenneth Muhs. Du har nærmest lagt en hel forvaltning ned med alle de redegørelser, du har bedt om. Det er ikke værdigt, at vi skal trække sagen ned i det niveau, sagde han.

Oversigt

    Oversigt