Region Syddanmark forsøger nu igen at sælge den tidligere institution og asylcenter Strandvænget i Nyborg.
- Ejendommen er beliggende på en stor grund direkte ned til vandet med dejlig strand og de smukkeste parklignende omgivelser. Grunden skråner ned mod vandet og tilsikrer dermed fantastiske udsigtsmuligheder fra stort set hele ejendommen, skriver Region Syddanmark i salgsmaterialet.
I 2015 forsøgte regionen også at sælge Strandvænget.
Det lykkedes ikke dengang for regionen at sælge Strandvænget, og bygningerne blev i stedet udlejet til Udlændingestyrelsen, som brugte det til asylcenter.
Asylcenteret blev drevet af Langeland Kommune, og i december 2015 flyttede de første asylansøgere ind.
Strandvænget fungerede som asylcenter frem til december 2016, hvor Langeland Kommunen mistede driften af asylcentre. De sidste asylansøgere flyttede ud i februar 2017.
Nu prøver Region Syddanmark så igen at sælge Strandvænget i udbud. Fristen for at komme med et bud er sat til 1. september klokken 12.
Strandvænget i Nyborg