11 Hells Angels-rockere anholdt i Odense

Hells Angels-borg ransaget efter uro i Vollsmose. Rockere har angiveligt taget en bil fra personer i bydelen.

Politiet har lørdag anholdt 11 rockere fra Hells Angels under en ransagning af rockergruppens tilholdssted på Petersmindevej i Odense.

Forud for ransagningen og anholdelserne er gået en aften med uro og slagsmål i bydelen Vollsmose, oplyser Fyns Politi.

Ordensmagten blev alarmeret kl. 19.36 med meldinger om et større slagsmål i Bøgeparken/Bøgetorvet i Vollsmose. Det forlød blandt andet, at der er blevet affyret skud i området.

Politiet kom hurtigt til stede i stort antal, men kan ikke bekræfte, at der er brugt skydevåben. Der er heller ikke fundet personer, som er kommet til skade, oplyser politikommissær Hans Chr. Thede.

Til gengæld lykkedes det tilsyneladende i aftenens løb personer fra Hells Angels eller støttegruppen AK 81 at tvinge en bil fra nogle indbyggere i Vollsmose. Bilen er sidenhen fundet nær rockerborgen på Petersmindevej.

Fyns Politi har ikke flere oplysninger om sagen lige nu.

Oversigt

    Oversigt