Anna sender brugt medicinudstyr til krigshospitaler: - Vi er dybt taknemmelige

På OUH har social- og sundhedsassistent Anna Maagaard Kristiansen startet et genbrugsprojekt. Et projekt, der når helt ud til felthospitalerne ved krigsfronten i Ukraine.

- Vi er dybt taknemlige. Det er sindssygt flot, at hun har haft den tanke.

Sådan lyder det fra Dinija Danosa, der er frivillig i gruppen "Hjælp Ukraine Fyn."

Roserne går til Anna Maagaard Kristiansen, der er social- og sundhedsassistent på Neurokirurgisk Afdeling U på OUH. 

Her indsamler hun halskraver fra patienter, der har haft et brud på nakken. Efter endt behandling bliver halskraverne normalt smidt ud på grund af hygiejneregler.

Det er både soldater og civile, der får glæde af halskraverne.
Det er både soldater og civile, der får glæde af halskraverne.
Foto: Peter Salomon

- Jeg var ked af, at man smed noget ud, som jo egentlig ikke fejlede noget. Jeg tænkte, at man kunne gøre noget mere med dem, fortæller Anna Maagaard Kristiansen.

Derfor vasker og genpakker Anna Maagaard Kristiansen halskraverne, så de kan blive sendt til felthospitaler nær fronten i Ukraine. Det gør hun også i dag efter endt vagt. 

Selvom det kan virke som en lille handling i en stor krig, så gør det en forskel, forsikrer Dinija Danosa.

- Vi har fået billeder og beskeder fra folk i Ukraine, der fortæller, hvor stor pris de sætter på vores bidrag. Det er en tilfredsstillende hjertevarm følelse at få tilbage.

Frivillige ukrainere med de modtagne halskraver.
Frivillige ukrainere med de modtagne halskraver.
Foto: Privatfoto

Ikke uden udfordringer

At få fat i halskraver har ikke været den store udfordring. Det er derimod fragten af halskraver fra Danmark til felthospitalerne, der kan være problematisk. 

- Det er typisk private, der sørger for, at halskraverne kommer frem, men der er mange led, de skal igennem. 

Derudover er der sproglige udfordringer, da de lokale typisk ikke taler engelsk, fortæller Dinija Danosa, der oprindeligt er fra Letland og arbejder som tolk i Danmark.

- Jeg håber, at vi kan få noget op at køre med OUH, så vi kan genanvende endnu mere medicinudstyr på de ukrainske felthospitaler, fortæller Dinija Danosa. 

Anna Maagaard Kristiansen vasker og tørrer halskraverne derhjemme.
Anna Maagaard Kristiansen vasker og tørrer halskraverne derhjemme.
Foto: Peter Salomon

Anna Maagaard Kristiansen er ved at være færdig med dagens vask og pakning, så halskraverne kan blive afhentet. 

Hun understreger, at hun ikke ville kunne gennemføre projektet uden sine kollegaer, som hjælper med at indsamle halskraverne.

- Jeg synes, det er det mindste, vi kan gøre for ukrainerne. De kan lige så godt få halskraverne og blive glade for dem, i stedet for at vi smider dem ud. 

Oversigt

    Oversigt