Fremover kan det være, du skal ansigtsgodkendes, hvis du vil besøge en af de odenseanske svømmehaller og badeanstalter.
Sådan lyder i hvert fald et forslag fra kommunens by- og kulturrådmand, Søren Windell fra Konservative.
Han mener, redskabet kan blive nødvendigt for at undgå, at uromagere slipper ind i de kommunale bygninger.
- Det kan ikke passe, at vi skal have den slags adfærd, og der skal virkelig slås hårdt ned på det her, siger Søren Windell.
By- og kulturrådmanden har derfor bedt forvaltningen undersøge, om der findes systemer, der kan gøre at uromagerne ikke kan komme ind. Det kunne for eksempel være ansigtsgenkendelse.
- Men det er jo også noget, der koster penge, og det er penge vi kunne bruge på noget andet, siger han.
For ham handler sikkerheden både om, at dem, der benytter faciliteterne, skal føle sig trygge, men også at personalet skal kunne gå på arbejde uden ondt i maven.
- Det irriterer mig, at noget så simpelt som en svømmehal, der bare skal være et dejligt sted at komme, næsten skal være et fort, for at holde nogle ude, siger han.
Måtte tilkalde hundepatrulje
Forslaget fra by- og kulturrådmanden kommer efter en gruppe unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk flere gange i vinterferien skabte problemer i svømmehallen Klosterbakken.
Gruppen optrådte blandt andet truende overfor de ansatte og nægtede at følge svømmehallens retningslinjer.
I starten lykkedes det at løse problemerne ved at tilkalde en politipatrulje.
Men torsdag eskalerede situationen, og derfor måtte politiet tilkalde forstærkninger i form af flere betjente og en hundepatrulje
Efterfølgende turde flere af de ansatte i svømmehallen ikke gå hjem fra arbejde, fordi de frygtede at blive overfaldet. De er nu blevet tilbudt psykologhjælp af Odense Kommune.
Står ikke alene
Episoderne i Svømmehallen Klosterbakken står ikke alene.
I 2017 gik det voldsomt for sig i Odense Friluftsbad, hvor en gruppe unge kom med tilråb til mindreårige og truede og slog en 15-årig.
Det fik dengang friluftsbadet til blandt andet at indføre videoovervågning.
De mange episoder med utilpassede unge får nu Socialdemokratiets fynske retsordfører Bjørn Brandenborg til at reagere.
- Det er ikke alle mulige, der skaber problemet. Det her, det er primært unge indvandrerdrenge, som skaber det her problem, siger han.
Han efterlyser både handling fra myndighederne og de miljøer, de unge færdes i til daglig.
- Vi skal både at have fat i de her unge mænd, og vi skal have fat i deres familier i forhold til, at de skal få noget opdragelse ind i hovederne på de her drenge, siger Bjørn Brandenborg.
At der skal gøres noget, er Søren Windell enig i, for han ser et strukturelt problem med grupper af unge mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
- Det synes jeg simpelthen, er forkasteligt, og jeg synes det er rigtig ærgerligt, for de ødelægger det for så mange andre unge med anden etnisk herkomst, der passer deres arbejde, og som har job og er lærlinge og alt muligt andet godt.
- At de her grupper ødelægger det for så mange andre og gør det utrygt i vores by, det er ikke acceptabelt, og det skal vi have gjort noget ved, siger Søren Windell.
Da der i 2017 var udfordringer ved friluftsbadet, blev løsningen, at man opsatte overvågning. Netop overvågning har man igen fokus på hos Fyns Politi, hvor der netop er opsat 13 nye overvågningskameraer.