Fem forskellige rådmænd fra fire forskellige partier har siddet for bordenden i den del af Odense Kommune, der har ansvaret for beskæftigelses- og socialområdet i løbet af de 15 år, hvor kommunen ifølge et nyt notat har haft udgifter for i alt 226,8 millioner kroner til otte kriminelle familier.
Blandt andet sad Odenses nuværende borgmester Peter Rahbæk Juel (S) med hovedansvaret fra 2010 til 2013, dengang han var social- og arbejdsmarkedsrådmand.
Men ingen af de tidligere rådmænd har svaret på, hvad deres eget kendskab har været til de store udgifter til de otte familier - og hvad de har gjort ved det.
- Det har jeg absolut ingen holdning til, siger Steen Møller, den konservative rådmand, der i 2015 omdøbte forvaltningen til Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Han sad der fra 2014 til 2017 og vil ikke udtale sig om sagen i dag.
- Jeg stoppede i politik for seks år siden, og jeg har gjort det til et princip, at jeg ikke udtaler mig om aktuelle politiske sager, da det er uforeneligt med mit nuværende job, tilføjer Steen Møller, der i dag er kultur- og fritidschef i Middelfart Kommune.
Men nu er det jo ikke kun en aktuel politisk sag, i og med det også foregik på din vagt, så hvordan kan det forsvares, at Odense Kommune har brugt 226 millioner skattekroner på de her otte familier?
- Dine kolleger respekterer, når jeg siger, at jeg ingen kommentar har, så hvorfor gør du ikke det?
Fem ansvarlige rådmænd
Træls situation
Heller ikke Brian Dybro (SF), der bestred posten fra 2018 til 2022, er meget for at udtale sig til TV 2 Fyn.
- Det er selvfølgelig en rigtig træls situation, men jeg vil gerne sætte mig mere ind i sagen, inden jeg siger mere, siger han.
Jeg kan sagtens sætte dig ind i den. Odense Kommune har brugt 226 millioner skattekroner på otte kriminelle familier siden 2009, så hvad tænker du om det?
- Jeg vil rigtig gerne blive klogere, inden jeg udtaler mig, siger Brian Dybro.
Intet problem. Familierne har tilknytning til CFU, der arbejder med bandemedlemmer, og pengene er blandt andet blevet brugt på anbringelser. Kunne de 226 millioner kroner ikke være blevet brugt bedre?
- Godt forsøgt. Jeg har simpelthen brug for at sætte mig mere ind i sagen, siger Brian Dybro.
TV 2 Fyn har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra tidligere rådmand Erik Simonsen (tidl. K) samt tidligere rådmand og nuværende borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel (S). Men ingen af dem er vendt tilbage.