Astrids kørestol bristede efter 110 kilometer i vildt terræn

Trods en smadret kørestol lykkedes det 22-årige Astrid Skovbakke fra Odense at fuldføre en vandretur på 110 kilometer i Sverige med hjælp fra hendes mor og fem hjælpere.

Kørestolen var lappet sammen med reb, og Astrid Skovbakke måtte på noget af turen blive båret på sin mors ryg. 

Men da 22-årige Astrid torsdag krydsede målstregen ved vandrehjemmet i Abisko klokken 23.37 sammen med sin mor og fem hjælpere, blev hun mødt af et heppende publikum og klapsalver. 

- Den velkomst, vi fik, var rørende. Vi er jo bare os fra Odense, siger moren Mette Skovbakke.

Astrid Skovbakke har cerebral parese, der blandt andet giver hende udfordringer med at tale i andet end i enstavelsesord. Derudover bevæger hendes krop sig anderledes end normalt. 

Men hendes diagnose begrænser hende ikke. Med hjælp fra sin mor og de fem hjælpere deltog Astrid Skovbakke i Fjällräven Classic, som er en vandretur på 110 kilometer, hvor mere end 2.000 personer vandrer ruten i deres eget tempo.

Kørestol skabte problemer

Egentligt havde gruppen afsat ti dage til at nå de 110 kilometer, men på ottendedagen regnede det så voldsomt, at gruppen i stedet for at slå lejr, valgte at gå de sidste 13 kilometer til mål.

- Turen er gået godt, men den har været hård. Det vidste vi dog godt, den ville være, siger Mette Skovbakke.

Særligt Astrids kørestol har skabt problemer både i starten og undervejs på ruten. 

- De sidste 16 kilometer af ruten var Astrids kørestol spændt sammen med et klatrereb, siger hendes mor.

Men på trods af udfordringer med Astrid Skovbakkes stol, har turen budt på mindeværdige oplevelser, lyder det.

- Det er enormt overvældende at møde så mange mennesker og nationaliteter på vores vej, der bakker op om vores tur.

Mor måtte bære hende

De fem hjælpere kender Astrid fra Egmont Højskolen, som ligger i Midtjylland. De stiller gerne op til en vandretur igen.

- Det har været helt fantastisk at være sammen med de her unge kvinder, som har knoklet og holdt humøret oppe hele vejen mod målstregen, siger Mette Skovbakke.

Undervejs på ruten har Astrid Skovbakkes mor båret hende på ryggen, og den 22-årige har med personstøtte gået 300 meter ad gangen selv. 

Astrid og Mette Skovbakke afviser ikke, at mor og datter skal på flere friluftseventyr i fremtiden. Lige nu er udfordringen at finde noget kørestolsudstyr, der kan holde til det ujævne terræn, den unge kvinde gerne vil besøge. 

- Det har været en fantastisk tur, jeg er enorm stolt af Astrids evne til interagere med hele holdet, og at hun sørger for, at alle har det godt, siger hendes mor.

Oversigt

    Oversigt