Efter åbningskampen mod FC København er det kun blevet til et enkelt indhop fra bænken for OB-forsvarsspilleren Alexander Ludwig i 3F Superligaen.
I fredagens kamp mod Randers FC så han igen til fra bænken i alle 90 minutter.
Midtstopperen værdsætter konkurrencen i truppen, men overvejer også sine muligheder, hvis situationen ikke ændrer sig.
- Som situationen er nu, så skal man selvfølgelig overveje nogle ting. Der har været nogle snakke med klubben, og som truppen er nu, så må jeg kæmpe mig til en startplads, siger Alexander Ludwig.
- Men jeg er selvfølgelig også nødt til at se, hvad der kunne være af muligheder, hvis jeg er femtevalg, siger han.
Træner vil gerne have alternativer
Den 26-årige forsvarsspiller kom til OB for et år siden fra AC Horsens, og han tilkæmpede sig straks en plads som fast starter i forsvaret.
OB-træner Jakob Michelsen fortæller, at det er hans håb, at OB kan holde sammen på hele truppen.
- Belært af alle mine år i fodbold, så ved jeg, at der kan ske noget i august måned. Men vi skal have gode alternativer, for vi ved, der kommer skader og karantæner, som efteråret skrider frem.
- Konkurrence er rigtig godt. Og når man er i en klub som OB, så skal der være konkurrence. Og vi har ikke verdens største trup, så der bliver brug for alle mand, siger Jakob Michelsen.
En anden OB-spiller, angriberen Anders K. Jacobsen, så fredagens kamp mod Randers FC fra tribunen, da nyindkøbet Issam Jebali havde fået plads på bænken.
Selv om Anders K. Jacobsen til kampen var ude af truppen, så ser Michelsen stadigvæk OB-angriberen som en vigtig brik på holdet.
- Anders K. Jacobsen har gjort det fint, og han indgår stadigvæk i planerne for os. Vi vil rigtig gerne have fire dygtige angribere i OB, siger træneren.