Beboerformand om træfældninger: - Det er et mærkeligt signal at sende

Olav de Linde vil fælde træer ved Cirkuspladsen i Odense, og det ærgrer lokale.

Efter flere års strid blev det i marts endeligt besluttet, at Olav de Linde ikke kunne få lov at bygge boliger på deres grund i udkanten af Åløkkeskoven, matrikel 27f.

Men fredag bekræftede virksomheden så, at man alligevel vil fælde en del af de træer, der er på grunden. Det handler ifølge virksomheden selv om, at man gerne vil have ryddet op på arealet.

Beslutningen kommer bag på Carsten Myhr, der er formand i Aløkkekvarterets Grundejerforening.

- Jeg synes, det er et mærkeligt signal at sende, at man på den måde går imod byens politiske ønsker, siger han.

I marts stemte partierne i byrådet - med undtagelse af Konservative - for at en del af skoven skal være en del af et Grønt Danmarkskort, som yder beskyttelse til naturinteresser.

En våd klud

Afgørelsen betød de facto et nej til Olav de Lindes planer om byggeri på grunden. Derfor ærgrer Carsten Myhr sig også over, at man nu alligevel vil fælde træer.

Det er omkring 20 procent af træerne på matriklen 27f, som bliver fældet.

- Her i coronatiden er der mange, der har brug for at komme ud og nyde skoven og få noget frisk luft, men det her er en våd klud i hovedet på dem, siger Carsten Myhr.

Grønt Danmarkskort

Området er ejet af Olav de Linde, og derfor har kommunen ikke mulighed for at gå imod beslutningen, selvom den møder kritik fra By- og Kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Vurdering fra skovfoged

Ifølge Lars Friis Christensen, der er afdelingsdirektør i Olav de Linde, handler beslutningen om at fælde træer dog først og fremmest om at få ryddet op på området, hvor der på nuværende tidspunkt blandt andet ligger granit og genbrugsmaterialer.

- Vi fjerner træerne af tre årsager. Den første er sikkerhed. Den anden er skovdrift, og den tredje er, at vi vil have forskønnet området og gjort det mere skarpt, siger han.

Virksomheden har fået udarbejdet en rapport fra en skovfoged, der blandt andet viser, at en del træer i området er svækkede eller døde.

Afdelingsdirektøren understreger samtidig, at man ikke berører de træer i området, hvor der lever flagermus.

- Vi rydder pænt op. Vi passer vores skov. Det handler om, at vi gerne vil bruge vores område, og så tilpasser vi det med respekt for arealet derude, siger han.

Oversigt

    Oversigt