Det siger Enhedslistens Per Berga Rasmussen. Siden 2008 har huset været på tegnebrættet uden at være en realitet.
- Man burde tage det med et vink med en vognstang, at ingen investor vil gå ind i det, lyder det fra ham.
Kommentaren kommer efter et forligspartimøde tirsdag aften, hvor partierne er enige om at fortsætte jagten på en investor. Projektet skal tilpasses af kommunen og gøres mere spiseligt for investorer.
- Man skal som minimum udskyde dette til efter denne budgetperiode. Man har gang i rigeligt i forhold til andre projekter, mener Per Berga Rasmussen dog.
Venstres Lars Chr. Lillleholt er enig:
- Vi har i forvejen investeret markant på kultursiden, og en investering på mere end 200 millioner kroner i en tid, hvor vi skal spare penge, er et rigtigt dårligt signal at sende til byens borgere.
Syddansk Musikkonservatorium i Odense skal efter planen flytte ind i det nyt musik- og teaterhus. Men venter altså stadig:
- Vi har ventet meget længe på, at dette hus skal komme op og stå og ifølge planen burde vi have været flyttet ind. Et nyt musikhus vil betyde up to-date rammer, der er designet til musik og teater. De rammer, vi har i dag, fungerer ikkr. Det er problematisk, når man underviser i musik, siger rektor Axel Momme.