Brændte knogler og 2.000 år gammel kniv: Nu skal der pilles i fortidsfund fra otte års gravearbejde

Tietgenbyen Nord har allerede kastet en 2.000 år gammel kniv med "national betydning" fra sig. Nu skal resten af otte års fund endelig undersøges.

En otte år lang skattejagt er endelig overstået - udenfor i hvert fald.

Nu er der nemlig pakket sammen på arealet Tietgenbyen Nord udenfor Odense, hvor arkæologer i al slags vejr har gravet efter fund på arealet, hvor blandt andre Novo Nordisk har købt sig ind og etablerer sig med en ny fabrik.

Men skattejagten er ikke slut endnu. Langt fra.

- Det er jo en vildt spændende. Der er rigtig mange, der tror, at når man afslutter en udgravning ude i felten, så er vi færdige, og det har vi jo slet ikke, fortæller en begejstret Maria Elisabeth Lauridsen, teamleder for arkæologi ved Museum Odense.

Foran hende står kassevis af fund fra den årelange opgravning. De indeholder alt fra krukker og skår til knoglerester og uidentificerede objekter.

- Det her er faktisk brændte knogler fra en grav. Det er også sådan nogle ting, vi skal have kigget på. Kan vi se nogle spor på, hvordan det her menneske har været. Er det et barn? Er det en voksen?

Det er blandt andet knogleresterne i posen her, som skal undersøges.
Det er blandt andet knogleresterne i posen her, som skal undersøges.
Foto: Camilla Feldt Andersen

Vildt fund fra samme udgravning

Efter sommerferien begynder arbejdet med at rense og undersøge hvert enkelt fund.

Men udgravningen har allerede givet afkast tidligere på året med et ekstraordinært fund; en 2.000 år gammel kniv med en helt unik runeindskrift.

- Det er et meget, meget vigtigt fund. Det er et fund af national betydning, fortalte Jakob Bonde, museumsinspektør og arkæolog ved Museum Odense, til TV 2 Fyn tilbage i januar 2024.


Da kniven blev opdaget, kunne de godt se, at det var en kniv. Men betydningen og den særlige runeindskrift blev først spottet ved nærmere undersøgelser af en konservator inde på museet.

Her stod det klart, at runerne på kniven er 800 år ældre end runerne på Jellingestenene. Kun én gang tidligere har man fundet runer med samme datering. Det var helt tilbage i 1865 og blev også fundet i Odense.

I januar 2024 gjorde holdet et ekstraordinært fund i form af kniven her i selvsamme udgravning.
I januar 2024 gjorde holdet et ekstraordinært fund i form af kniven her i selvsamme udgravning.
Foto: Arkiv: TV 2 Fyn


Derfor er Maria Elisabeth Lauridsen også spændt på at få kigget nærmere på de hundredevis af fund fra udgravningen. Mange ting kan nemlig gemme sig under lagene af jord og skidt.

Kniven var dog så ekstraordinært et fund, at Maria Elisabeth Lauridsen tvivler på at finde noget af samme kaliber.

- Det er nok ikke noget, der rydder overskrifter. Det har jeg svært ved at tro, fortæller hun.

Men skattejagten fortsætter, og man kan jo blive overrasket.

- Man skal jo aldrig sige aldrig. Og altså, vi tager da gerne én til, siger hun.

Museum Odense forventer at arbejdet med at undersøge de mange fund kommer til at tage tre år.

Oversigt

    Oversigt