Cyklistforbundet vil have bedre cykelstier og parkeringsforhold
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det skal være lettere at komme af med sin cykel på blandt andet Odense Banegård Center
Vi cykler mindre end tidligere, men Cyklistforbundet tror, at en ny strategi kan vende udviklingen.
Danmark forsøger at markedsføre sig selv som cykelland nummer et, men ifølge Cyklistforbundet, der er en medlemsbaseret interesseorganisation for de cyklende danskere, er Holland foran Danmark, når det kommer til at tilgodese cyklisternes behov.
Forbundet håber, at den strategi, som regeringen og transportminister Magnus Heunicke (S) netop har lanceret, kan få endnu flere til at tage cyklen, fordi det bliver nemmere.
- Hvis flere skal op på cyklen, skal vi gøre det mere attraktivt og dermed lettere at vælge cyklen til arbejde, i skole og på fritidsture.
- Det kan vi for eksempel gøre ved at skabe bedre cykelstier, færre stop, sikre cykelparkeringspladser og nye cykelfaciliteter, siger Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, i en pressemeddelelse.
I de seneste år er danskerne begyndt at tage cyklen mindre og mindre. Også på korte ture fremgår det af den 70 sider lange strategi.
Strategien er delt op i tre indsatsområder: Hverdagscyklisme, som skal få flere danskere til at cykle til og fra arbejde og uddannelse. Cykelturisme, der skal gøre det attraktivt at cykle i fritiden og på ferier. Og så skal cyklisterne føle sig sikre i trafikken.
Strategien lægger op til, at der skal være bedre cykelparkering ved stationer og de store arbejdspladser.
150 procents overbelægning i Odense
Ved visse stationer er belægningsgraden for cykelparkering langt over 100 procent. Det gælder for Nørreport Station, København H, Odense og Aarhus.
Det vil sige, at der er et langt større behov for at kunne parkere sin cykel, end stationerne kan imødekomme med de parkeringsfaciliteter, de har i dag.
DSB forventer, at der i 2017 på Ny Nørreport vil være en belægningsgrad på cirka 150 procent, cirka 180 procent for København H (inkl. kommende metrostation) samt en belægningsgrad på cirka 150 procent ved Odense Banegård.
DSB arbejder i øjeblikket med forskellige løsningsmuligheder.
Derudover skal der anlægges cykelstier, som forbinder togstationer, busstoppesteder og arbejdspladser, og der skal flere cykelstier på landet, så det bliver mere sikkert for børnene at cykle.
Strategien er rettet mod alle steder i landet, ikke kun de største byer, og der følger cirka 200 millioner kroner med, som kommuner og regioner kan bruge.