Det var generationers traktørsted, der fredag blev fejret, da Carlslund markerede 150-året for det første gang tog imod gæster.
Siger man æggekage og flæsk i Odense, så er det for mange lig med restauranten i skoven i Fruens Bøge.
Om Carlslund
- Dagen markerer, at der på dette meget historiske sted i Fruens Bøge, har ligget et traktørsted i 150 år og samtidig haft samarbejde med Albani i 150 år, siger Jess Heilbo, der er medejer af Carlslund.
Efter både at have været brændt, bygget op igen og ramt af konkurs, var ejerne af bygningerne og forpagterne af restauranten i dag glade for, at man kunne fejre 150 år med gratis øl og en tro på fremtiden.
- Det kan trække rigtig mange nye som gamle kunder til. Forhåbentlig en masse nye også. Man holder sådan en tradition ved lige, siger Katja Jensen, der er også er medejer af Carlslund.
Blev genopbygget i 2015
Tilbage i juni 2015 brændte stedet ned, som følge af en påsat brand.
Men med hjælp fra lokale private investorer blev Carlslund genopført, så det igen fremstår som et traktørsted, med egetræsbindingsværk og stråtag i en udførelse, som stort set er identisk med den brændte bygning.
Kort tid efter coronakrisen brød ud, gik stedet konkurs, men tilbage i juni 2020, gik medarbejdere sammen og reddede stedet.
- Selvfølgelig var det sådan lidt spænende at gå ind i efter coronakrisen. Men nu har vi hænderne oppe over hovedet, for vi har så styrtende travlt. Men det er jo kun dejligt, siger Katja Jensen.
Tror på fremtiden
Her 150 år, en brand og coronakrise senere har stedet overlevet, og Jess Heilbo tror på fremtiden.
- Vi føler, vi har en forpligtelse til at bringe det videre, som altid har været herude. Vi har bygget et godt hus til at bevare fremtiden, siger han.
Katja Jensen tror på at stedet vil blive bevaret lang tid endnu og tror på 150 år mere.
- Måske har det endda også 300 år mere. Det er jo en perle herude i Bøgeskoven, siger hun.