Efter kokainfund: Nu er der fundet snifferør i en af hjemmeplejens biler

Få uger efter der blev fundet kokain i en af Odense Kommunes hjemmeplejebiler, er Fyns Politi endnu en gang blevet kontaktet i forbindelse med et fund af en narkorelateret genstand i en af kommunens biler.

For anden gang på kort tid er der fundet narkorelaterede genstande i en af hjemmeplejens biler i Odense. Det bekræfter Odense Kommune og Fyns Politi over for TV 2 Fyn.

Der er tale om fund af et såkaldt snifferør i en af bilerne, der er blevet kørt af aftenholdet. 

1. marts kunne TV 2 Fyn fortælle, at der var fundet en pose med kokain i en af hjemmeplejens biler. 


Odense Kommune oplyser, at der i denne omgang ikke er fundet nogen stoffer i bilen.

- Så snart vi fandt røret i en af vores biler, og vi anmeldte det til politiet, bad politiet os køre ned med bilen, så politiet kunne undersøge den nærmere. De sendte deres narkohunde ind i bilen for at tjekke. Her fandt man ikke noget narko, siger Christian Marcussen, der er kommunikationschef i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune.

Det samme bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn. Ifølge politiet er der fundet et remedie, som normalt bruges til at indtage euforiserende stoffer i pulverform med.

Tidligere på måneden lød det i en intern mail fra en rehabiliteringsleder, at der i den kommende tid ville blive holdt ekstra øje med kommunens biler, og at medarbejderne kunne opleve at blive stoppet. 

"Så kør ordentligt, og følg færdsels- og parkeringsreglerne, så vi ikke kommer til at stå i nogle dumme situationer," lød det videre.

Ligesom tilfældet var, da kommunen fandt en pose med kokain i en af bilerne, så er den aktuelle sag også anmeldt til politiet, forklarer Christian Marcussen fra Odense Kommune.

- Der er fundet et rør, der har givet anledning til, at vi har anmeldt det til politiet. Efter den anden episode i starten af marts er vi naturligvis ekstra opmærksomme på den slags, siger han.

Ved du noget?

Om sagerne har haft ansættelsesretslige konsekvenser for ansatte, ønsker Christian Marcussen ikke at oplyse. Men han siger, at man ser på sagen med stor alvor:

- Når sådan noget sker, så startes der en proces, og så håndterer vi det personalemæssigt, men jeg kan ikke sige noget om, hvad vi konkret har gjort.

Fyns Politi oplyser videre til TV 2 Fyn, at efterforskningen af sagen om den fundne pose med kokain er henlagt. 

Det skyldes, at det ikke har været muligt at finde frem til, hvem der har været i besiddelse af posen, da hjemmeplejens biler bliver brugt af flere forskellige brugere.


Oversigt

    Oversigt