Odense Bulldogs store profil Dale Mitchell er berygtet for sit sprogbrug og for at fare lige i flæsket på modstandere, som, han mener, går over stregen. Men nu kan det være ved at være slut.
Dale Mitchell er nemlig på vej væk fra klubben, nu hvor hans to års kontrakt udløber. Det har hele tiden været hans mål at komme til at spille i Tyskland, og han er sammen med sin agent i færd med at undersøge mulighederne syd for grænsen.
Den odenseanske ishockeyklub oplyser, at bruddet med den temperamentsfulde spiller foregår i god ro og orden. Faktisk så god at klubben gerne vil indgå en ny kontrakt med Mitchell, hvis ikke han får held med at finde en ny klub i Tyskland.
Døren er åben
- Vi vil gerne være en del af hans fremtid, men det er ikke afklaret endnu, siger kommerciel chef i Bulldogs, Kristoffer Jørgensen til TV 2/Fyn.
- Han har bestemt ikke lukket døren, tværtimod. Men han er nødt til at afsøge muligheden for at komme til en af Europas store ligaer og det kan vi af gode grunde ikke forhindre ham i, siger Kristoffer Jørgensen.
Træner-farvel
I sidste uge meldte klubben ud, at man også skal have ny cheftræner, efter at Brad Gratton ikke får forlænget sin kontrakt.