Endnu en stigning: Coronasmitten har stadig sit tag i Vollsmose

Smitten med coronavirus stiger igen i Vollsmose, og der ser derfor ikke ud til, at sygdommen slipper sit tag om bydelen foreløbigt.

Alt tyder på, at smitten med coronavirus endnu ikke er klar til at slippe sit tag om Odense-bydelen Vollsmose. 

I hvert fald viser den nyeste opgørelse endnu en gang en stigning i antallet af smittede. Torsdagens incidenstal ligger dermed på 645,3. 

Antallet af smittede var ellers faldet en smule onsdag til en incidens på 612, men det fald varede altså kun et døgn, før smitten igen tog en stigning torsdag.

13 nye smittede er registreret det seneste døgn, og den seneste uge er i alt 59 personer blevet konstateret smittede. 

Festede trods høj smitte 

For at bringe smitten med coronavirus ned i Vollsmose har Odense Kommune ellers igangsat flere forskellige initiativer. 

Der er eksempelvis blevet nedsat en taskforce, som blandt andet har til opgave at opfordre beboerne i området til at lade sg teste. 

Men på trods af den stadigt høje smitte i området, så valgte et kommende ægtepar alligevel at fejre deres kærlighed med en stor forlovelsesfest i Vollsmose, hvor op mod 70 personer deltog. 

- Jeg er blevet gjort bekendt med, at der i weekenden har været afholdt to fester i Vollsmose - blandt andet en forlovelsesfest med 50-70 deltagere. Festen foregik indenfor, og pladsen var trang, skrev Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), på Facebook om den store fest. 

- Det er i den grad at gamble med sine medborgeres sundhed i et område, der kæmper mod corona. Det er en spand koldt vand i hovedet på det store flertal af beboere og de mange frivillige, der er lykkedes med at gøre Vollsmose bedst til test. Jeg synes helt ærligt, at arrangørerne skulle skamme sig, skrev borgmesteren.

Oversigt

    Oversigt