En Pokémon-jæger fandt mere end han var på jagt efter, da han tirsdag aften ved 22-tiden fandt et lig i en afvandingskanal i bydelen Stige i det nordlige Odense.
Ifølge politiet har liget ligget i vandet gennem længere tid.
- Liget blev fundet på et sted, hvor man ikke normalt færdes, siger vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2.
Liget var i så dårlig stand, at det ikke umiddelbart var muligt at identificere, om der er tale om en mand eller en kvinde.
- Men der skal være ligsyn senere i dag, og så finder vi forhåbentlig ud af noget mere, siger vagtchefen.
Ifølge politiets tekniske undersøgelser på findestedet tyder intet på, at der er blevet begået en forbrydelse.
Onsdag morgen oplyser vagtchef Lars Thede til TV 2/FYN, at udover dagens ligsyn vil der formentlig blive tale om at obducere liget, men hvornår det kan finde sted vides endnu ikke.
Lignende sag fra USA
Også i Wyoming i USA fandt en Pokémon-jæger et lig af en mand, der var druknet i en flod. Ligesom i Odense lå liget på et øde og ufremkommeligt sted, hvor man ellers ikke normalt ville færdes.
Pokémon Go er et spil, der trækker data fra Google Maps, og hvor man bliver nødt til at bevæge sig rundt i den virkelige verden for at udforske spillets univers og fange Pokémon-dyrene.