Odenses placering midt i landet betyder, at det er en destination, der har stor betydning for fjernbusserne. Busselskabet FlixBus har derfor valgt at prioritere Odense i selskabets seneste plan for udvidelser af busnettet, skriver FlixBus i en pressemeddelelse.
Ifølge Flixbus er antallet af passagerer, der rejser med fjernbus i Danmark steget med 60 procent fra 2014 til 2016. Og 1,5 million danskere tog i 2016 bussen mellem Øst- og Vestdanmark.
FlixBus sætter derfor flere busser i på ruten mellem Odense og København fra sommer 2018.
- Der indsættes flere busser, så der nu kommer op til 32 afgange om dagen i weekenden i forhold til et maksimum på 28 afgang i 2017, fortæller Jelena Jovanovic fra FlixBus.
DSB frygter ikke konkurrencen
Men selvom flere vælger at hoppe på bussen frem for toget, så frygter DSB ikke de ekstra busafgange mellem Odense og København.
- Jeg tror, FlixBus kan være med til at stimulere markedet og få endnu flere til at rejse. Det er vi kun glade for. Vi ser positivt på det, for så kan det være, at man tager FlixBus den ene vej og og så måske tager toget den anden vej, siger Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB.
For de passagerer, som vi har talt med, betyder prisen meget, når de vælger bus frem for tog.
- Det er meget billigere end toget, siger Karen Margrethe Jensen fra Holstebro.
- Som studerende får du også rabat med bussen. Selv om DSB har det der UngKort, så bliver billetterne hurtigt udsolgt. Så er der nemmere med bus, siger Sigrid Pedersen fra Odense.
- Det er billigere og nemmer at komme med bussen. Der er også hyggeligere med bussen, siger Patricia Lykke fra Odense.
Ny holdeplads for fjernbusser
Odense Kommune har sammen med fjernbusoperatørerne etableret en ny busterminal ved Ørbækvej 100 tæt ved Rosengårdscenteret for at give plads til det stigende antal af passagerer, der kommer til og fra Odense i fjernbus.
Flere fjernbusser fra FlixBus