Fodboldklubber holder fans og presse væk: OB vil have arbejdsro bag lås og slå

Flere danske topklubber træner bag lukkede døre uden adgang for fans og presse. I OB ønsker træner Søren Krogh sig arbejdsro en gang om ugen.

Banner: Fyn fortjener et hold i Superligaen

Da OB’s førstehold onsdag forberedte sig til fredagens kamp mod Kolding IF i NordicBet Ligaen, foregik det bag lukkede døre på stadion i Odense. 

OB har ellers fast base på træningsanlægget i Ådalen, men flere gange i denne sæson har træner Søren Krogh henlagt træningen til stadion, hvor træningen er lukket for fans, presse og publikum.

- En gang imellem er det godt for os, at vi ikke giver alt væk og passer en lille smule på de taktiske ting og de justeringer, vi laver, siger Søren Krogh til TV 2 Fyn.

OB’s normale træningsbane i Ådalen er et offentligt anlæg, hvor folk og fæ kan overvære træningen, men OB lejer sig ind på stadion og kan dermed lukke publikum ude. 

Lukkede træninger er nyt i OB

Den mulighed har OB benyttet sig flere gange i sæsonen – som regel en gang om ugen. Dog har der været uger med to lukkede træninger. 

- Nogle gange vil det være tre dage før kamp. Andre gange vil det være to dage for kamp, hvor vi har et taktisk fokus, siger Søren Krogh.

Søren Kroghs forgænger Andreas Alm havde aldrig lukket træning – det samme var tilfældet for Kent Nielsen, da han var træner i OB. Derfor er de lukkede træninger i OB noget nyt for klubbens fans, der gerne vil være tæt på holdet så ofte som muligt.

- Man skal virkelig gøre op med sig selv, om det er den rigtige vej at gå. Jeg vil være virkelig ked af det, hvis man vil kendes som en klub, der lukker ned. For mig er det et tegn på kæmpe underskud, sagde Daniel Lerke Ramming i podcasten Stemmer Fra Ådalen tidligere i september.

Flere danske topklubber lukker træning

OB er imidlertid ikke den eneste klub i landet, der indimellem lukker træningen for at passe på sine taktiske hemmeligheder. I Superligaen træner en række klubber ofte bag lukkede døre. Brøndby IF, AGF og FC Nordsjælland er nogle af de klubber, der oftest træner i hemmelighed, hvor publikum ikke må kigge på. Det viser en undersøgelse, som TV 2 Fyn har foretaget.

Lukket træning i danske topklubber

De fleste klubber begrunder lukket træning med behovet for at skabe de bedste muligheder for at præstere og forberede sig. 

Klubberne vil undgå, at alle aktiviteter fra træningsbanen bliver delt i pressen og på sociale medier, men formand i Danske Sportsjournalister Jimmy Bøjgaard kalder det bekymrende.

- Generelt er det bekymrende at høre. OB er Fyns stolthed og et fællesskab med fremgang på stadion og masser af tilskuere. Det rimer ikke på lukket træning. Der er stor opbakning på trods af den store nedtur og sportslige modgang, og jeg synes, at det er forkert, at man så lukker træning overfor presse og fans. Jeg har en vis forståelse for, at der er nogle ting, man gerne vil gøre selv, men det er noget sludder at tro, at man spiller bedre, hvis man holder alt hemmeligt. Man skal også huske, at OB spiller i 1. division og ikke i Premier League, siger Jimmy Bøjgaard til TV 2 Fyn. 

Han mener, at der i dansk fodbold bør være plads til at have dørene åbne over for presse og fans, og han tror ikke, at lukkede døre vil have stor effekt på sportslige resultater. 

- Tværtimod tror jeg, at man som klub vil opleve en stor positiv effekt, hvis man er åben og tilgængelig. Det kan endda give mere ro med stor åbenhed, fordi fans og medier så ikke vil debattere og spekulere på, hvad klubben laver for lukkede døre, siger han. 

- Jeg vil opfordre alle klubber til at være mere åbne end lukkede, og de skal huske nuancerne. Vi kan ikke diktere deres dødboldstræning, men vi følger udviklingen stille og roligt. Jeg håber, at det regulerer sig selv, og jeg vil også rose Søren Krogh for hans tilgang til medierne i forårets nedrykning. OB bør jo være noget af det mest åbne, folkelige og fede, der findes på Fyn – og ikke noget, man forbinder med at være lukket, tilføjer Jimmy Bøjgaard.

Mellem arbejdsro og åbenhed

I OB er træner Søren Krogh bevidst om, at det også er nødvendigt at lade fans og publikum komme tæt på holdet – også selvom holdet har brug for arbejdsro.

- Det er ikke et ønske om at være en lukket klub. Vi træner meget i Ådalen, hvor der er åbent, men nogle gange skal vi have lidt arbejdsro. Da Luca Kjerrumgaard blev skadet, kunne det læses på nettet få sekunder efter. Det kunne Horsens nå at reagere på. Sådan er det være i OB, og det skal der være plads til, men jeg vil bare gerne pålægge mig et mandat til at have arbejdsro en gang imellem, siger Søren Krogh.

Han mener, at OB med én lukket træning om ugen rammer en fin balance mellem åbenhed og arbejdsro. 

- Jeg har et ønske om, at vi træner for os selv en gang imellem. Nogle gange arbejder vi på standardsituationer, og vi vil ikke give alt væk, så alle kan læse om det, vi laver hele tiden. Vi har brug for en rolig dag en gang imellem, og så er vi til gengæld ret åbne på mange andre fronter. Vi vil gerne have, at folk er en del af vores klub og kan snakke med os. Sammenhængskraften er vigtig for os, siger Søren Krogh.

Efter onsdagens træning på stadion i Odense, forventes det, at OB træner i Ådalen torsdag. Fredag aften spiller OB på udebane mod Kolding IF i 10. spillerunde af Nordicbet Liga. 

Kampen er åben for publikum og spilles på stadion i Kolding. 

Oversigt

    Oversigt