Seriekrænker på spil? - Vil du ikke sutte min pik?

Sidste weekend bankede en fremmed mand på Lærke Juul Henriksens dør. Da hun åbnede sit vindue, bad manden hende om et blowjob.

Sent fredag aften, efter både X Factors kendingsmelodi og fredagsfilmens rulletekster var fræset hen over tv-skærmen, ringer det på Lærke Juul Henriksens dørtelefon på Vestre Stationsvej i Odense.

Udenfor står en mand med et tilbud, den 24-årige kvinde ikke har bedt om.

- Jeg tænker, det er mærkeligt, for jeg venter jo ikke på nogen, fortæller Lærke Juul Henriksen.

Manden ringer på dørtelefonen fire gange og banker en enkelt gang på ruden i stuelejligheden.

- Han ringer helt vildt. Som om han holder knappen inde. Så jeg bliver sur og åbner vinduet. "Vil du ikke sutte min pik", spørger han så, fortæller Lærke Juul Henriksen.

Seriekrænker på Vesterbro?

Kort efter forsvinder manden videre til den næste stuelejlighed. Endnu en gang bliver der banket på ruden.

- Da jeg gik i seng og fik låst alt, var jeg egentlig ikke bange, men da porten blev åbnet, da min nabo kom hjem, begyndte mit hjerte at hamre, siger den unge barchef.

Lærke Juul Henriksen meldte lørdag eftermiddag episoden til politiet. Samtidig skrev hun et opslag i en facebookgruppe for beboere på Vesterbro.

Det skulle hurtigt vise sig, at Lærke Juul Henriksen hverken er den første eller sidste, der er blevet antastet i området. Fredagen før havde en lignende person blottet sig for Lærke Juul Henriksens veninde på Jens Benzons Gade, og på Olaf Ryes Gade, Fælledvej og Thorsgade er samme mand muligvis også observeret.

- Det gjorde mig ked af det. En kvinde ringede til mig. Hun begyndte at ryste, for hun havde også oplevet ham, da han en dag stak hånden ind i hendes vindueskarm og tog nogle ting, fortæller Lærke Juul Henriksen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lærke Juul Henriksen ventede med at ringe til politiet til om lørdagen. Manden havde jo som sådan ikke gjort hende noget, og han gik videre, da hun lukkede vinduet. Hun opfordrer dog andre til at anmelde manden med det samme.

Ring 112

Det samme gør vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist.

- Man skal ringe 112. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Er man utryg, skal man selvfølgelig bare ringe. Det er det, vi er der til. Vi spørger ind til, hvad der er sket, og vurderer, hvor voldsomt det er, og hvor skræmt anmelder er, fortæller vagtchefen.

Lærke Juul Henriksen er ikke bange for manden, der bankede på hendes rude. Men selvom hun formoder, at han er ufarlig, har oplevelsen alligevel sat spor i hende.

- Det hopper i mig, når der er nogen, der ringer på, og jeg har lavet om på min måde at begå mig derhjemme. Jeg plejer bare at lukke folk ind, fordi jeg har mange venner, der bor tæt på. Det føler jeg ikke, jeg kan mere.

- Jeg er utryg ved, at vi havde en interaktion ved, at jeg åbnede vinduet. Jeg er bange for, at han kommer igen, fordi der var én at snakke med,  fortæller Lærke Juul Henriksen.

Hun har ikke set manden, siden han fredag nat ringede på døren. Til gengæld er Lærke Juul Henriksen overbevist om, at han har været forbi hendes vindue før.

Fyns Politi bekræfter, at de har modtaget Lærke Juul Henriksens anmeldelse.

Har du oplevet lignende?

Oversigt

    Oversigt