Fyn får sin første økologiske pølsevogn

Der kommer en ny økologisk pølsevogn i Odense.

Rettelse
Clock03. jun 2019, kl. 13:03
Vi har tidligere skrevet, at pølsevognen i København havde vundet en Bib Gourmand. Vi er blevet gjort opmærksomme på, at det har den ikke. Den har i stedet slået en anden restaurant, der havde en Bib Gourmand. Vi beklager fejlen.

Pølsevogne er der masser af på Fyn, men økologiske pølsevogne er en mangelvare. Det ændrer sig dog på lørdag den 8. juni, hvor den første økologiske pølsevogn ruller ind på passagen i Brandts Klædefabrik i Odense.

I vognen står den 43-årige tidligere pædagog Mads Harboe Jensen, og han har modsat andre pølsevogne på Fyn sørget for, at alle råvarerne, der bliver langet over disken, er økologiske.

- Det er et bedre produkt, og det smager bare bedre end en ikke-økologisk pølse, fortæller Mads Harbo Jensen.

Har slået Michelin-restauranter

Det er ikke kun økologien, der er skal få kunder i biksen. Pølsevognen er del af en kæde, der går under navnet Den Økologiske Pølsemand, DØP, som Mads Harbo Jensen er franchisetager af.

DØP står også ved Rundetårn i København, og den har tidligere vundet prisen som årets spisested, hvor pølsevognen slog profilerede Michelin-restauranter i København.

Pølsevognen slog en konkurrent, der var tildelt en Bib Gourmand i Michelin-guiden. Et spisested med en Bib Gourmand er defineret som et sted, der serverer god mad til rimelige priser.

Kompliceret proces

De sunde madvaner har altid været en del af Mads Harbo Jensens liv. Den fynske pølsemand er selv engageret i Odense Fødevarefællesskab i sin fritid.

Derfor var det en oplagt mulighed for fynboen at leve af sin store passion, da pædagogarbejdet skulle skiftes ud.

- En pølsevogn virkede som noget, der var muligt at starte op, og så var det interessant, forklarer Mads Harbo Jensen.

Den 43-årige fynbo fandt dog hurtigt ud af, at det var mere kompliceret at lange pølser over disken, end han først havde forventet. Han skulle blandt andet finde et lager, en bil og en standplads, før forretningen og projektet kunne lykkes.

- Jeg prøvede mig frem, og efterhånden som tingene faldt i hak, er jeg blevet mere dedikeret til det, siger Mads Harbo Jensen.

Trods konkurrence fra andre pølsevogne i Odense tror den 43-årige tidligere pædagog på, at han har et unikt produkt, der kan sikre overlevelsen på Fyn.

- Jeg har pølser med smag og fylde og ikke bare pølser uden indhold. Det er dét, der er forskellen fra mig og en normal pølsevogn. Jeg er jo den eneste økologiske pølsevogn på Fyn. Jeg kan stå i gaden og andre dele af det sydlige Danmark, siger han.

Passer ind i passagen

Hos Brandts Klædefabrik ser man frem til at få den økologiske pølsevogn, som får navnet Økopølsen, som en del af passagen. Det passer med stilen og atmosfæren, fortæller manager i Brands Klædefabrik Annelene Hausmann.

- Økopølsen er et sundere alternativ inden for hele to-go-food trenden, som vi synes passer ind i vores lille by i byen. Og det er vigtigt at turde prøve noget nyt, siger hun.  

Pølsevognen åbner den 8. juni klokken 11, og i fremtiden vil Mads Harbo Jensen også køre ud til begivenheder i hele Syddanmark.

Oversigt

    Oversigt