Står det til den fynske erhvervsdrivende Torkil Poulsen, skal landets butikker, restauranter og caféer genåbne hurtigst muligt.
Derfor har han oprettet en facebookgruppe, der opfordrer andre erhvervsdrivende til at genåbne på mandag - stik imod regeringens og sundhedsmyndighedernes udmeldinger. Facebookgruppen, der blev oprettet i lørdags, har allerede flere end 4.300 medlemmer.
- Vi kan ikke overleve som virksomheder længere på baggrund af, at der er ikke er nogen evidens for, at smitten bliver større i små butikker, siger Torkil Poulsen til TV 2 Fyn.
Håber på 1.000 butikker og restauranter
Torkil Poulsen er direktør i Dantracker i Odense, og han mener ikke, at regeringen kan tvinge restauranter, caféer, butikker og andre erhvervsdrivende til at holde lukket som følge af coronaviruspandemien.
- Jeg mener ikke, der er belæg for, at vi skal holde lukket, fastslår Torkil Poulsen og henviser til grundloven.
- Jeg håber, at vi får 1.000 butikker med indledningsvis, og så kommer der sikkert flere senere hen, og det gælder både restauranter, caféer og meget andet, forudser Torkil Poulsen.
Jeg håber, at politiet ser igennem fingre med det. Giver de en bøde, har vi fået tilknyttet en advokat, og vi er klar til at tage den helt op til højesteret. Vi mener ikke, at epidemiloven er gældende over grundloven
Tør ikke skrive sig på listen
Om der så reelt er 1.000 butikker, der genåbner på mandag, vil tiden vise. Torkil Poulsen har ikke et overblik over, hvem der genåbner, men der er oprettet en liste over virksomhedsejere, der støtter initiativet.
- Vi må se, hvordan det hele ender. Der er mange, der ikke tør skrive sig på listen, forklarer den fynske direktør.
Hvad vil I gøre, hvis politiet udskriver bøder til dem, der genåbner butikken?
- Jeg håber, at politiet ser igennem fingre med det. Giver de en bøde, har vi fået tilknyttet en advokat, og vi er klar til at tage den helt op til Højesteret. Vi mener ikke, at epidemiloven er gældende over grundloven, forklarer Torkil Poulsen.
I facebookgruppen advarer direktøren andre erhvervsdrivende, der ønsker at støtte initiativet, imod, at deres virksomhed kan ende i et shitstorm.
Torkil Poulsen har trods nedlukningen haft mulighed for at holde sin virksomhed kørende.
Udviser samfundssind
Hele Danmark har været nedlukket siden midten af december som følge af en voldsom stigning i antallet af smittede med coronavirus. Indtil videre gælder den nuværende nedlukning til og med 28. februar, men de yngste skoleelever vendte tilbage i skole i mandags som første led i genåbningen.
Politisk bliver der i disse dage diskuteret, hvornår og i hvor høj en grad Danmark skal genåbne, eftersom smittetallene i flere uger generelt har været faldende.
Ifølge Torkil Poulsen bør det altså ske allerede på mandag, hvor han håber, at så mange butikker som muligt vil genåbne, selv om de risikerer en bøde.
Synes du, at du udviser samfundssind?
- Det er netop det, vi gør. Vi kan ikke tilsidesætte alle andres sygdomme på baggrund af en “mild influenza”. Det er netop samfundssind, vi udviser, siger Torkil Poulsen.
Forskere: Covid-19 er mere dødelig end influenza
En lang række forskere er dog ikke enig med Torkil Poulsen i, at covid-19 er en "mild influenza". Tværtimod. Forskerne regner med, at dødeligheden ved den nye coronavirus er mindst seks gange højere end ved en almindelig sæsoninfluenza.
Butikker, restauranter og liberale erhverv, der er omfattet af nedlukningen, kan få bøder på 5.000 kroner for at holde åbent.
2.255 danskere med coronavirus er døde det seneste år, hvor flere end 200.000 danskere har været smittet. Sammenlignet med andre lande er Danmark dog sluppet billigt igennem coronakrisen. På verdensplan er over 2,3 millioner mennesker med coronavirus døde under coronaviruspandemien.