Fynsk fitnesstræner til sine kunder: Vær uambitiøs i dine mål

Januar betyder som regel fitnessmedlemskaber og slankekure. Fynsk fitnesscenter opfordrer deres medlemmer til at skrue ned for forventningerne.

Det er januar, og nu er tiden kommet. Du skal komme i dit livs form.

Du arbejder intenst i 14 dage, og før du ved af det, er du igen endt på sofaen. Måske tiden ikke var til det alligevel, eller måske overholdt du ikke din ugentlige træningsmålsætning, og så kan det også være lige meget – eller kan det?

Et nyt år er for mange forbundet med nytårsforsæt. For nogen starter det i træningscenteret og måske med en ny slankekur. Men hvordan holder man fast og undgår at søge tilbage til sofaen?

New year, new me - eller hvad?

Anbefalingen fra fitnesscenteret vil måske overraske nogen.

- Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at være lidt uambitiøs, siger Claus Sloth, ejer af træningscentret ClausSloth.

Hos ClausSloth er anbefalingen, at man skruer helt ned for forventningerne til sig selv. 

Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden, og risikoen for at falde fra er større, hvis forventningerne er for høje. 

Derfor er det vigtigt at være realistisk i sin målsætning fra starten af.

- Hvis du har et mål om at træne tre gange i ugen, så sæt det ned til en gang i ugen. Så kan man selv i den travleste periode komme ned og træne, foreslår Claus Sloth.

Det handler om at ændre og få nye vaner, som også skal kunne være en del af en travl hverdag med arbejde og familie.

Intet medlem er ens

Det er vigtigt at møde medlemmet der, hvor det er mest tryg. Intet medlem er ens, og Ayse Alici oplever en stor tryghed i holdtræning, hvilket er en motivation for hende.

- Der er ikke så mange på holdet, og der er altid nogen til at hjælpe en, som sørger for, at man laver øvelserne rigtigt uden, at man får skavanker, fortæller Ayse Alici.

Claus Sloth har siden 2009 arbejdet med fynboer, som ønsker at skabe nye og sundere vaner, som varer ved.

- Man skal finde den træningsform, der er den rette. Er det hold med en ven eller alene? Start realistisk ud i stedet for at køre hårdt på, siger han.

Mens mange sætter de sidste punktummer i deres nytårsforsæt på årets sidste aften, bliver den første dag i det nye år som regel brugt med et stort indtag af fast food. 

På restauranten Banjos blev der solgt 60-70 kilo ribbenssteg til burgere


Oversigt

    Oversigt