Guldfund i sandkasse

Den blomsterring, som guldsmed Søren Larsen har haft gemt i en stor sandkasse under Odense Blomsterfestival, er nu fundet og dermed vundet af en 34-årig kvinde.

Gæsterne under blomsterfestivalen har for 20 kroner kunnet grave efter guld i guldsmed Von Fingers sandkasse. Heri havde Søren Larsen nemlig gemt en særlig blomster-fingerring. "Finderen" ville også være "vinderen" af ringen.

- Nu indstiller vi konkurrencen - ringen er nemlig fundet, fortæller Søren Larsen lørdag eftermiddag til TV 2/FYN.

Ringen, der er af 14 karat guld med en brilliant på 0,30 karat, har en værdi på 15.000 kroner. Og nu har den altså også en ejermand. Den blev fundet af 34-årige Charlotte S. Larsen fra Odense.

- Og det mest fantastiske er, at ringen passede hende perfekt, siger Søren Larsen.

Oversigt

    Oversigt