I dag blev der skrevet et vigtigt kapitel i omdannelsen af Odense bymidte. Det skete, da investoren TOGT Ejendomsudvikling indgik en købsaftale med Odense Kommune om det såkaldte tårn, der med sine 17 etager bliver den første bygning, som møder øjet, når man kører ind mod centrum ad Thomas B. Thriges Gade.
- Det vil blive et helt nyt vartegn for Odense og et symbol på den enorme forandring vores by gennemgår i disse år, siger Odenses borgmester Anker Boye.
Byggeriet består af tre bygninger: Tårnet på 17 etager, en bygning på syv etager og en mellembygning med en foyer, som binder de to store bygninger sammen. Det er planen, at der skal være liberalt erhverv og kontorer i de nederste etager og derefter lejligheder fra femte sal og op.
Sidste år tegnede i alt fem investorer optioner på at købe byggegrund på den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade. Investorerne skal indløse deres købsoption senest den 31. januar 2015.
Men med dagens underskrift er den første i en række af købsaftaler nu kommet i hus, og Anker Boye siger, at aftalen er endnu et bevis på, at de store planer for Odense nu er ved at blive til virkelighed.
- Vi får en fantastisk flot ny bydel midt i Odense med dansk arkitektur i højeste kvalitet", siger borgmesteren.
Hos TOGT Ejendomsudvikling glæder Mogens Tveskov sig over det kommende byggeri:
- Vi er glade for at være en del af den spændende udvikling, som Odense er i gang med i disse år, og vi er stolte af vores projekt. Udsigten fra lejlighederne i Tårnet bliver enestående, og bygningerne får en utrolig god beliggenhed i forhold til offentlig transport, kultur- og byliv", siger Mogens Tveskov.
Århusianske GPP arkitekter og det rådgivende ingeniørfirma Henneby Nielsen har været med i byggeriets udformning i samarbejde med Odense Kommune og partnerskabet "Fra Gade til By"