Ild i legehus: Har du set noget?

Ingen kom til skade i forbindelse med en brand i det sydvestlige Odense.

Et legehus i Odense stod natten til onsdag i flammer, da politi og beredskab blev tilkaldt 04.15.

Det vides fortsat ikke, hvad det har været årsag til branden, der fandt sted på Heliosvænget, fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn. 

- Men det er sjældent, at legehuse antænder af sig selv, siger vagtchef Steen Nyland onsdag morgen.

Mangler vidner

Branden kom hurtigt under kontrol, men legehuset er brandskadet, lyder det.

- Hvis der er nogen, der har set noget, vil vi meget gerne høre fra dem, siger vagtchefen.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden i legehuset, og der har ikke været fare for spredning.

Der er efterfølgende blevet foretaget en brandundersøgelse, der skal klarlægge, hvordan branden er opstået.

TV 2 Fyn har talt med tre beboere på Heliosvænget, som uafhængigt af hinanden fortæller, at der inden for den seneste måned har været flere mistænkelige og sandsynligvis påsatte brænde i området.

Beboerne er utrygge og en beboer håber, der kan blive opsat videoovervågning.

Oversigt

    Oversigt