Ingen nye smittede seneste døgn: Smittetal i Vollsmose er mere end halveret på en uge

Det seneste døgn er det ikke konstateret et eneste smittetilfælde med coronavirus i Vollsmose, og incidenstallet falder til det laveste i mere end tre uger.

Ingen er konstateret smittet med coronavirus i Vollsmose det seneste døgn. 

Det viser de nyeste tal fra Odense Kommune. 

Dermed falder incidenstallet i bydelen, som i slutningen af februar havde det højeste smittetryk i landet og længe har haft det største smittetryk på Fyn. I løbet af den seneste uge er der konstateret 38 smittetilfælde i Vollsmose, der dermed har et incidenstal på 415,6. Mandag den 8. marts lå incidenstallet på 951,5.

Både lokalt og nationalt er Vollsmose kommet på dagsordenen på grund af smitteudbruddet, og i løbet af den seneste tid er der indført flere restriktioner og testmuligheder i bydelen for at nedbringe smitten. 

Incidenstal

Blandt andet har man oprettet en taskforce, indført en såkaldt to go-test og gjort det strafbart ikke at bære mundbind på indendørs offentlige områder. I den forbindelse er politiet synligt tilstede og uddeler bøder til personer, der ikke overholder reglerne. 

Samlet incidenstal falder 

Det er ikke kun i Vollsmose, smittetallet er faldet. Det samlede incidenstal for Odense Kommune er mandag 78,1, efter der de seneste syv dage er konstateret 160 smittetilfælde. 

På grund af det høje smittetryk i Vollsmose har incidenstallet for Odense Kommune længe været højt, hvilket har givet uvished om, hvorvidt kommunen kunne åbne for samfundet i takt med resten af landet. Med incidenstallet på 78,1 mandag er det det laveste siden 20. februar, hvor incidenstallet var 79,1. 

I løbet af det seneste døgn er der konstateret 15 tilfælde med coronavirus i Odense Kommune. 

Skærpede krav i Vollsmose

Oversigt

    Oversigt