Instruktør om bandemedlem i video: - Det bliver et Nordkorea, hvis vi ikke må udtrykke os

Instruktør kendte intet til bandemedlems optræden i omdiskuteret musikvideo, men holder på sin ret til at udtrykke sig kunstnerisk.

Det er ny information for instruktøren af den omdiskuterede musikvideo "Sort på sort", at et højtstående bandemedlem medvirker i videoen.

- Det er en information, jeg har fået af jer nu her efterfølgende, siger instruktøren Mike Spooner til TV 2 Fyn. 

quote Det bliver et Nordkorea, hvis vi ikke må udtrykke os, bare fordi vi har en plettet straffeattest. Hvor er vi så henne?

Mike Spooner, instruktør

Musikvideoen har mødt massiv kritik, fordi den skildrer et hårdt kriminelt miljø i Vollsmose, og senest er det kommet frem, at en topfigur i Vollsmosebanden, som i juni blev såret under et bandeopgør, optræder flere gange i videoen. Ifølge Mike Spooner var han uvidende om det, da videoen blev filmet tidligere på året, men han er ikke overrasket over, at han har kriminelle med på optagelserne. 

- Det er klart, at når jeg optager en video i et udsat boligområde, så er der høj sandsynlighed for, at der vil være kriminelle til stede. Det er der jo en overrepræsentation af i de områder, så det er meget naturligt, siger Mike Spooner. 

Derfor kan han heller ikke forstå blandt andre borgmeter Peter Rahbæk Juels (S) ønske om at tage videoen ned. 

- Jeg vil til enhver tid forsvare folks ret til at udtrykke sig kunstnerisk. Og hvis vi begynder at tage en musikvideo ned, fordi der er nogen, der føler sig provokeret af noget, hvor stopper det så?, spørger han retorisk. 

Mike Spooner mener ikke, at man kan begynde at sortere i hiphop-videoer på Youtube blandt andet.
Fotograf: Fotograf: TV 2 Fyn Redigering: Louise Koustrup

Han kritiserer dem, der vil have videoen fjernet, for ikke at have kendskab til hiphop-genren og dens præmisser. Hvis "Sort på sort" skal tages ned, skulle en masse lignende videoer samme vej. 

- Det samfund har jeg ikke lyst til at bo i. Det bliver et Nordkorea, hvis vi ikke må udtrykke os, bare fordi vi har en plettet straffeattest. Hvor er vi så henne?

Ingen underspillet genre

På trods af den kritik, musikvideoen har fået fra politikere som Inger Støjberg (V), Peter Rahbæk Juel (S) og Peter Skaarup (DF), ville Mike Spooner ikke have lavet den anderledes. Han mener, at det er både fejlfortolket og udtryk for dårlig timing, at politikere beskylder folkene bag musikvideoen for at gå bandemedlemmernes ærinde. 

- Hvis man har en lille smule kendskab til hiphop-genren generelt, vil man vide, at hvis det virkelig var tilfældet - hvis de gerne ville sende sådan et signal - så ville man ikke gøre det så subtilt. Så ville man ikke gøre det med skjult symbolik, siger Mike Spooner og fortsætter: 

- Gangsterrap er ikke en særlig underspillet genre.

Han synes, det er svært at sige, om han ville have gjort noget anderledes med den viden, han har i dag. I stedet kalder han det beklageligt, at videoens intention er blevet misfortolket: 

- Man kan aldrig vide, hvordan tingene bliver modtaget. Man gør sit arbejde så godt, man kan. 

Oversigt

    Oversigt