Islamistiske løbesedler delt ud ved folkeskole

En gruppe mænd delte fredag morgen løbesedler ud foran Abildgårdskolen i Vollsmose. Afsenderen var den ekstremistiske organisation Hizb ut-Tahrir.

På Abildgårdskolen i Vollsmose blev eleverne fredag morgen mødt af fire ukendte mænd med løbesedler i hånden. Løbesedlerne, som blev delt ud til skolens elever, kom fra den islamiske ekstremistiske organisation, Hizb ut-Tahrir. 
Det skriver Fyens Stiftstidende. 

Løbesedlerne langer ud efter TV 2-dokumentaren "Moskéerne bag sløret", og de advarer mod, at muslimer går på kompromis med islam og sharia-loven, som organisationen er stærk fortaler for. 

Skoleleder på Abildgårdskolen, Allan Feldskou, blev først gjort opmærksom på uddelingen af løbesedler, da mændene havde forladt skolens område igen. Han kalder det for uhørt, at skoleelever på den måde bliver udsat for propaganda: 

- Børn, der går i folkeskole, skal selvfølgelig ikke møde nogen form for propaganda-materiale, når de kommer i skole. Det er uhørt, at man kan finde på at stille sig op foran skolen og dele sådan noget ud. Det er nogle holdninger og synspunkter, som vi på ingen måde kan acceptere og kun kan tage afstand fra, siger Allan Feldskou til Fyens Stiftstidende.

Han har nu anmeldt episoden til politiet, og SSP i Odense Kommune har skrevet rundt og advaret andre institutioner i området om, at der er blevet delt propaganda ud.

- Det skal selvfølgelig stoppes. Det er ulovligt at stille sig op foran en skole på den måde og dele propaganda-materiale ud, lyder det fra SSP-medarbejder Poul Hansen, der ikke har hørt om, at der skulle være sket noget lignende på andre institutioner.

Fyns Politi har fået henvendelser om, at Hizb ut-Tahrirs løbesedler også er blevet smidt i postkasser fredag formiddag i Egeparken i Vollsmose. 

Hvorvidt det er Hizb -ut-Tahrir selv, der står bag uddelingen af løbesedlerne, vides ikke. 

Oversigt

    Oversigt