Italienere protesterer ved Nyt OUH: - Vi har ikke fået vores løn

Omkring 25 italienere protesterer foran indgangen til Nyt OUH. De mener ikke, de er blevet betalt, som de skulle.

Lige nu protesterer omkring 25 italienere ude foran indgangen til Nyt OUH. De mener ikke, de er blevet betalt, som de burde. 

- Vi har ikke fået vores betaling for vores arbejde, og derfor strejker vi, siger Ayoub Ouatou, som arbejder for underentreprenøren Sital Impianti. 

- Vi har protesteret her i otte dage, og ingen har forsøgt at hjælpe os.

Sital Impianti er underentreprenør til virksomheden Johnson Controls, der udfører sprinklerarbejde på byggepladsen. Johnson Controls har valgt at opsige kontrakten med Sital Impianti.

Ifølge vicedirektør ved Nyt OUH Kenneth Holm er de allerede i kontakt med totalentreprenøren om, hvad sagen drejer sig om. 

- Jeg er naturligvis ærgerlig over at se, at indgangen til Nyt OUH er befolket med håndværkere, der ikke er tilfredse med situationen. Men jeg har undersøgt sagen, og med de informationer, jeg har, er der ikke noget, der indikerer, at betalingen eller forholdene for medarbejderne skulle være i spil, siger Kenneth Holm. 

Arbejderne er ansat ved underentreprenøren Sital Impianti.
Arbejderne er ansat ved underentreprenøren Sital Impianti.
Foto: Malthe Henriksen

Lignende situation sidste år

I juli sidste år var der en lignende situation ved Nyt OUH. Her protesterede både italienske og rumænske arbejdere, da de heller ikke mente, at de havde fået deres løn til tiden. 

- Vi er i gang med at undersøge det, og vi har taget kontakt med Nyt OUH. Men hvis det er tilfældet, at de ikke har fået løn, så er det fuldstændig uacceptabelt, siger Carsten Kringelum Duus, som er næstformand ved Blik- og Rørforbundet. 

TV2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra det italienske firma Sital Impianti. 

Oversigt

    Oversigt