Jens Erik undrer sig: Hvorfor kan jeg ikke købe kontantbillet til letbanen, når det står i loven?

Betalingsloven sikrer mod diskrimination af kontantkunder, der skal kunne betale med mønter og sedler inden for almindelig åbningstid, men der er undtagelser, som letbanen i Odense benytter sig af.

Hvis du skal med letbanen i Odense, kan du ikke købe billet i toget. Og heller ikke på letbanestationerne. Og du kan derfor heller ikke købe en billet med kontanter, lige inden du stiger på toget.

Jens Erik Larsen fra Bolbro i Odense har derfor henvendt sig til TV 2 Fyn med et spørgsmål. Han mener nemlig, at loven siger, at virksomheder skal tage imod kontant betaling for at hindre diskrimination af kontantkunder.

Hvorfor er letbanen ikke omfattet af kontantloven paragraf 81 stykke 1 vedrørende modtagelse af kontanter i tidsrummet mellem klokken 06.00 og 22.00?

Her henviser odenseaneren til betalingsloven, der tydeligt siger, at betalingsmodtagere - i dette tilfælde Odense Letbane - har pligt til at modtage kontant betaling fra tidlig morgen til sent om aftenen.

Forbrugerombudsmanden: Sådan er reglerne

Det gælder eksempelvis kiosker, supermarkeder, byggemarkeder og mange andre, der ikke kun må tage imod kort eller mobilbetaling, men også skal kunne lade deres kunder betale med sedler og mønter i den almindelige åbningstid.

Odense Letbane er dog ikke forpligtet til at lade sine kunder kunne betale kontant, når de skal rejse med byens nye offentlige transportmiddel.

Forklaringen skal findes hos Forbrugerombudsmanden, som er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med markedsføring og forbrugerbeskyttende regler.

Her gør man opmærksom på, at der er en række undtagelser til betalingsloven, der gør, at man ikke altid som kunde skal kunne betale med kontanter.

- Pligten til at modtage kontanter gælder ikke i ubemandede selvbetjeningsmiljøer, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Fyn får svar

Her er man heller ikke forpligtet til at modtage kontanter

Foruden Odense Letbane gælder det eksempelvis også DSB, der kan sælge togbilletter i billetautomater på stationerne uden at modtage kontanter. Samme princip gælder tankstationer, der udelukkende må tage imod kortbetaling, når deres kunder køber benzin.

Andre undtagelser fra pligten til at modtage kontanter er i øvrigt internethandel, telefonsalg, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter.

Skal du en tur med letbanen, er det nemmest at anskaffe sig et rejsekort eller købe billet via Fynbus' mobilapp

Her kan du købe letbanebillet med kontanter

Når det er sagt, er det muligt at købe billetter med kontanter, oplyser Odense Letbane. 

Selv om det ikke er muligt på hverken stationer eller i toget, er det muligt i butikker, der ligger tæt ved letbanen, eksempelvis i Tarup Center, Føtex på Vesterbro og Fynbus Kundecenter i Odense Banegård Center.

Køber du en billet kontant i en af butikkerne, koster den 24 kroner. 

Der er stor forskel på, hvad en tur med letbanen i Odense koster. Se, hvordan du rejser billigst med Odense Letbane. 

Oversigt

    Oversigt