Sundhedsstyrelsen anbefaler landets kommuner at honorere gravide rygere og deres partner med 1.000 kroner, hvis de stopper med at ryge.
På TV 2/Fyns facebookside skriver flere, at et sundt barn bør være forældrenes største belønning og motivation nok i sig selv til at kvitte smøgerne. Det er dog bare ikke altid så ligetil, forklarer jordemoder på Odense Universitetshospital Lene Nygaard.
- Vi oplever, at alle vil det bedste for deres børn, og derfor vil de også rigtig gerne stoppe med at ryge. Men det kan for nogle gravide, der har ekstra udfordringer af enten psykisk eller social karakter, være sværere at stoppe med at ryge, fortæller hun.
Siden 2001 har hun arbejdet som jordemoder og scannet og rådgivet gravide kvinder. Gennem sine 18 år som jordemoder har hun observeret, at rygestoppet ofte afhænger af, hvorfor kvinden er blevet afhængig af nikotin.
- Det kommer meget an på, hvordan man har brugt cigaretten. Hvis man har brugt den for at få ro fra nogle af de tanker, der kan fylde, kan det være sværere at stoppe. Samtidig er det skamfyldt at ryge som gravid, og det kan forstærke trængen til at dulme tankerne, siger Lene Nygaard.
Gode råd til rygestop
Erfaringer viser ifølge Lene Nygaard, at det kan være svært for den gravide at holde sig fra cigaretterne, hvis hun er den eneste, der går i gang med rygestop.
- Det at ryge kan være socialt betinget, hvis ens partner og nære omgangskreds også ryger. Så kan det være sværere at lave et rygestop, hvis man er den eneste, der skal stoppe med at ryge. Derfor ved vi, at der er større chance for at gennemføre et rygestop, hvis man får støtte og opbakning og allerhelst af personer i ens nære netværk, men også af rygestoprådgivere, fortæller jordemorderen.
Samtidig understreger hun, at det aldrig er for sent at stoppe.
- For hver dag man ikke ryger, forbedrer man vilkårene for baby inde i maven.
- Nogle af de risici, der er ved at ryge, når man er gravid, er, at der er større risiko for at føde for tidligt, der er større risiko for at føde et barn med lavere fødselsvægt, større risiko for misdannelser og større risiko for, at barnet dør. Så det kan helt klart betale sig at stoppe med at ryge, på hvilket som helst tidspunkt i graviditeten.
Sundhedsudvalget i Odense Kommune skal 14. marts tage stilling til, om gravide og deres partnere skal belønnes med 1.000 kroner, hvis de stopper med at ryge.