Junker: Derfor skal kommunale aktiveringstilbud lukke

Det koster Odense Kommune millioner af kroner, at ledigheden er så høj. De kommunale tilbud skal droppes til fordel for private, og det vækker undren.

Tirsdag fik de ansatte på aktiveringstilbuddene Pensionistservice og Bygningsrenovering i Odense Kommune besked om, at de skal lukke.

Nu forklarer René Junker, der er direktør for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, hvorfor de kommunale tilbud skal lukke til fordel for private jobpraktikker, til trods for at forvaltningens egne tal viser, at de kommunale tilbud virker bedre.

- Vi tror på, at ved at gøre noget andet og få omlagt vores indsatser i forhold til det reformerne siger, så vil vi samlet set skabe større effekt, siger René Junker til TV 2/FYN.

Koster kommunen millioner af kroner

Det koster Odense Kommune mange millioner at have en af Danmarks højeste ledighedsprocenter. Ledigheden skal bringes ned, og det gør man ifølge kommunen bedst ved at skifte kommunale aktiveringstilbud ud med praktikforløb ude i erhvervslivet.

- Grundlæggende handler det om, at Odense står på en brændende platform. Vi har den fjerdehøjeste ledighed i vores by. Det har nogle store menneskelige omkostninger, at folk er ledige, og det har nogle økonomiske omkostninger for byen, siger René Junker.

- Vi gør det, som beskæftigelsesreformerne siger, vi skal, og det, som eksperterne og forskerne siger giver størst effekt, og det er netop at bruge rigtige arbejdspladser ude hos den rigtige tømrermester i forhold til at få trænet de ledige derude, forklarer han.

Tillidsmand: Vi er meget kede af det

Planerne om lukningen blev dårligt modtaget af tillidsmanden hos Bygningsrenovering, der undrer sig over prioriteringen.

- Vi er meget kede af det. Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Vi synes, vi har en god og sund virksomhed, hvor vi løser vores kerneopgaver. Kerneopgaven er at få ledige i job eller uddannelse, og det løser vi rigtig godt, fortalte Henrik Edvonson tirsdag.

Hos Bygningsrenovering frygter man, at de private jobpraktikker ikke vil være lige så gode for den enkelte borger.

- Jeg er bange for, at de falder igennem.

 

Fem år i fleksjob: Det giver ingen mening

Michael Olsen er blandt dem, det kan gå ud over. Han har dårlige skuldre, og derfor har han i fem år arbejdet i fleksjob 25 timer om ugen. 

- Min største bekymring lige nu er, at jeg måske skal begynde at gå hjemme i en periode, indtil man får fundet noget andet arbejde. Og så kommer det også til at påvirke mig rent økonomisk, siger Michael Olsen. 

Jeg kan godt forstå, at hvis man når frem til, at man ikke får nok i arbejde. Men jeg kommer her hver dag - og jeg ser noget helt andet noget. Jeg ser, at tingene fungerer, og det virker. Så for mig giver det ingen mening, at man lukker Bygningsrenovering, forklarer han.

 

Oversigt

    Oversigt