Karrierens største stævne venter for fynsk triathlonstjerne

Efter at have skiftet til stævner med længere distancer havde Michelle Vesterby i 2011 sit store gennembrud indenfor triathlonsporten. Nu Venter den hidtil største udfordring i Australien.

Landsholdstriathleten fra Odense Triathlon Klub (OTK) opnåede blandt andet en 2. plads ved EM i Finland, en 8. plads ved VM i USA, og så blev det i Arizona i USA til en 5. plads ved karrierens første stævne på Ironman-distancen (3,8 km. svømning, 180 km. cykling og 42,195 km. løb).

Ved sidstnævnte stævne fik Michelle Vesterby en fantastisk debut på kongedistancen i tiden 9:11:23, hvilket er det næstbedste resultat nogensinde af en kvindelig dansk triathlet.

De mange store stævner i 2011 kan dog ikke måle sig i størrelse med det stævne, som Michelle prøver kræfter med søndag.

Her deltager Michelle nemlig i Ironman Asia-Pacific Melbourne i Australien, hvor hele verdenseliten stiller til start.

- Stævnet er et 4.000 point race, og det betyder, at kun Ironman World Championship (bedre kendt som Hawaii Ironman) giver flere point. Det har fået en lang stærke toptriathleter til start, og det bliver sjovt at skulle konkurrere mod de absolut bedste indenfor sporten.

Efter svømning i åbent hav i Frankston, står den på to omgange på en forholdsvis flad cykelrute, der for det meste foregår på motorvej, så vinden kan sagtens blive en vigtig faktor.

Marathon den største udfordring

Endelig løbes der et marathon, der meget usædvanligt løbes på én strækning langs vandet. Den kan derfor mentalt være meget hård og meget svær at dele op, og det anser Michelle Vesterby som den største udfordring.

Hun har forberedt sig med massiv træning frem mod denne sæson, hvor målet er at kvalificere sig til Ironman World Championship på Hawaii.

Udover den daglige træning hjemme i Danmark har Michelle ved flere lejligheder opholdt sig på Club La Santa på Lanzarote, og det er en optimistisk triathlet forud for karrierens største stævne.

- Jeg håber på en top 10 placering, da dette vil sikre mig rigtig gode point i håbet om at kvalificere mig til Hawaii, siger Michelle vesterby.

Oversigt

    Oversigt