Da den kræftramte OB-legende Lars Høgh torsdag først på aftenen var i studiet i TV 2-programmet "Go' aften Danmark" sendte han sin respekt til sin familie, folk omkring ham og til OB's fans.
Lars Høgh fik i august kostateret en en tumor i bugspytkirtlen og har siden været tavs om sin sygdom.
- Det er noget underligt noget, når man få beskeden, at man har syv procent chance for overlevelse efter fem år, sagde han blandt andet til studievært Jes Dorph-Petersen.
- Vi var i chok. Men jeg blev ikke bange, jeg er ikke bange for at dø. Det hjælper mig, og det er jeg taknemmlig for.
Han fortalte, at han siden har været i gode hænder på OUH, hvor de er specialister i netop den kræftform, som har ramt ham.
Han fortalte også, at fredag morgen møder han op på Rigshopitalet, hvor de er specialister i at operere en tumor i bygspytkirtlen. Her skal han igennem det, han kaldte en "en stor" operation.
- Jeg er ikke bange for det. Jeg har været tilskuer til min egen død med al den opmærksomhed jeg har fået. Det har gjort det nemt, sagde Lars Høgh, og fortalte at det til gengæld ikke har været nemt for hustruen Tine og børnene Jonas og Josefine.
- Det er faktisk sværere for familien. Jeg har en plan inde i mit hoved, men de har jo ikke en plan, sagde Lars Høgh.
Delmål er nået
Siden diagnosen i august har Lars Høgh arbejdet med en seks måneders-plan. Den har han delt op i etaper og et af målene var, at behandlingen skulle bringe tumoren ned i størrelse, så han kunne blive opereret.
- Kemo er ikke sjovt. Jeg har haft alle symptomer, og de fleste bivirkninger efter kemo.
- Men jeg ved også, at hvis det er slemt for mig, er det også slemt for den bandit der er inde i kroppen på mig.
Selvom Lars Høgh ikke bruger sociale medier som Facebook, er det alligevel lykkedes hans fans i OB, at nå frem til ham med ubetinget støtte i den svære tid, fortalte han til Jes Dorph-Petersen.
- Fansene i Odense har været fantastiske. Det har de altid været. Så jeg har en stor tak til dem, sagde Lars Høgh, og sendte også sin tak til ledere og spillere i Brøndby IF, hvor han er målmandstræner.
59-årige Lars Høgh går således til halvleg med en afgørende operation halvvejs inde i sit behandlingsforløb, men som da det i august kom frem, at han var ramt af kræft, er han også tavs om, hvad anden halvleg byder på af udfordringer.